Jens-Frederik Nielsen i Piers Morgan-interview: Vi giver ikke en tomme af vores land væk

Vi kommer ikke til at give så meget som en tomme af vores land væk, siger Jens-Frederik Nielsen i interview med journalisten Piers Morgan, hvor han også siger, at det er utænkeligt, at grønlændere i fremtiden vil afgive suverænitet til USA til gengæld for dollars.

- Hvis nogen prøver at presse os på vores grænser og vores integritet som land. Hvis nogen vil presse os på dem. Så kan jeg sige, at det er en rød linje for os, og vi giver ikke en tomme af vores land væk, siger Jens-Frederik Nielsen.
Offentliggjort

Formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen (D) har onsdag givet interview til programmet Piers Morgan Uncensored, der har millioner af følgere på Youtube.

Her blev han interviewet af den britiske TV-vært og journalist Piers Morgan, der blandt andet spurgte til idéen om, at USA gennem igangværende forhandlinger med Danmark/Grønland kan få suverænitet over mindre områder i Grønland, hvor supermagten så kan opføre militærbaser.

Jens-Frederik Nielsen slog i den forbindelse fast, at der allerede er en amerikansk militærbase i Grønland, Pituffik Space Base, i regi af forsvarsaftalen fra 1951, og at Grønland aldrig har sagt, at der ikke kan gøres mere inden for den aftale.

En rød linje

Men hvad angår afgivelse af suverænitet over områder af Grønland, så kommer det ifølge Naalakkersuisut-formanden aldrig på tale:

- Hvis nogen prøver at presse os på vores grænser og vores integritet som land. Så kan jeg sige, at det er en rød linje for os, og vi giver ikke en tomme af vores land væk.

- Vi kommer aldrig til at afgive suverænitet, siger Jens-Frederik Nielsen, der også siger, at det vil være en glidebane for hele verden, hvis grænser og suverænitet ikke længere respekteres.

Hvad hvis Trump giver jer et tilbud?

Piers Morgan spørger også Jens-Frederik Nielsen, om det kan tænkes, at Donald Trump på et senere tidspunkt, hvis Grønland vælger at blive selvstændigt, vil tilbyde en sum til hver grønlænder på eksempelvis 100.000 dollars.

Jens-Frederik Nielsen afviser et sådant scenarie:

- Jeg tror ikke, jeg ville have vundet valget, hvis 65 procent af befolkningen vil have selvstændighed hurtigt, siger Jens-Frederik Nielsen, der også påpeger, at der er behov for at bygge et stærkt fundament i form af sundhed, økonomi og så videre inden selvstændighed.

Han gentager, at lige nu vælger Grønland Danmark, da man ikke vil gamble med selvbestemmelsesretten, som er vedtaget i Selvstyreloven. Han kalder det desuden forargeligt at tro, at man kan købe det grønlandske folk:

- Selv på et tidspunkt i fremtiden, hvor vi måske er blevet selvstændige, så kan man ikke købe det grønlandske folk.

- Det grønlandske folk vil aldrig sige ja til dollars til gengæld for at afgive suverænitet. Det vil aldrig ske. Vi er et stolt folk.

Opfordrer til respektfuld dialog

Jens-Frederik Nielsen understreger, at han er klar til at forhandle med USA om et stærkere samarbejde og partnerskab.

- Lad os have en fredfyldt og respektfuld dialog som to allierede, lød opfordringen fra Jens-Frederik Nielsen.

Hele programmet med Jens-Frederik Nielsen kan ses på Youtube:

Powered by Labrador CMS