Jeg blev chokeret over den store medarbejdermangel

Nielsine Lange, pædagog.

Hvorfor er du pædagog?

– Fordi jeg gerne vil være med til at udvikle børn, og fordi jeg kan lide at arbejde med dem. Jeg har valgt at blive pædagog, fordi der er store udfordringer i vores land, og fordi jeg har set, at mange børn har brug for hjælp. Der er et stort behov for en indsats blandt børnene.

– Som uddannet pædagog rammer virkeligheden en hårdt. Jeg havde godt hørt om udfordringerne på forhånd, men jeg blev alligevel chokeret over den store mangel på arbejdskraft.

Hvordan oplever I hverdagen?

– Jeg har været ramt af stress. Jeg har følt, at jeg hele tiden skal løbe for at nå det hele. Det er meget udfordrende. På et tidspunkt følte jeg, at jeg var nødt til at finde et andet job, selvom jeg holder meget af de børn, jeg arbejder med. Jeg har oplevet ikke at kunne tage vare på mig selv, samtidig med at vi mistede ledere og souschefer, manglede en kok og generelt havde for få medarbejdere på stuerne. Alt foregår i et meget højt tempo. Jeg indså, at jeg var stresset, da jeg begyndte at få mavesmerter og blev svimmel.

– Jeg har også oplevet at arbejde med konstant uro i kroppen – som om jeg havde hjertebanken på grund af travlheden. Nogle gange er vi fuldtallige, men når vi mangler personale og bliver desperate, kalder vi unge på 17 år ind. De må dog ikke være alene på stuerne, så når vi skal holde pause, skal vi først finde en afløser. Vi er heldigvis gode til at hjælpe hinanden, men vi arbejder ofte mere, end vi egentlig skal.

– Samtidig skal vi tage os af børnene. Der er flere børn med særlige behov, for eksempel børn med autisme, ADHD eller børn, der har brug for støtte på grund af omsorgssvigt. Vi kan ikke bare få ekstra støttepersoner uden først at gøre en stor indsats. Nogle gange lykkes det – andre gange ikke. Vi har ofte vikarer, som ikke er fastansatte, og der er meget fravær. Derfor er vi som regel kun to på stuen. Derudover er der også krav som årsplaner og forældremøder.

– Der er ofte sygdom, og det rammer dem, der er tilbage på arbejde. Nogle gange, når jeg vågner og ikke er helt rask, tager jeg en smertestillende og går alligevel på arbejde. For hvis jeg ikke møder ind, hvem skal så? Jeg har gjort det mange gange, selvom det ikke er sundt. Da jeg blev uddannet pædagog, havde jeg mange ambitioner og masser af gåpåmod. Men i virkeligheden er der ikke tid til at føre dem ud i livet.

Kan du fortælle om en dag på dit arbejde, der viser, hvordan manglen på hænder påvirker dig og børnene?

– Jeg har oplevet hjertebanken og mavesmerter i perioder med stor personalemangel. Desværre har vi også oplevet, at børn falder ned fra stole eller slår sig, når vi ikke kan nå at være opmærksomme på alle. Det er selvfølgelig meget svært, for det er aldrig noget, vi ønsker. Nogle gange har vi så travlt, at jeg føler, jeg ikke kan tænke klart. Når det sker, er der større risiko for ulykker – for man skal være opmærksom hele tiden.

Hvis du kunne ændre én ting ved dit arbejde i morgen, hvad skulle det være?

– Lønnen. Som det er nu, bliver arbejdet i daginstitutioner mindre attraktivt. Mange pædagoger søger over i bedre betalte stillinger på grund af den konstante travlhed – flere af mine bekendte har gjort det. Det er tydeligt, at daginstitutionerne mister tiltrækningskraft. Jeg tror, flere ville søge ind i faget, hvis lønnen steg, for det er dyrt at leve i dag. Jeg forstår godt, hvorfor mange søger væk.

– Problemerne i daginstitutionerne er ofte tabubelagte, fordi vi ifølge loven ikke bare kan klage. Derfor føler jeg mig også lidt forsigtig i dette interview. Men vi arbejder virkelig hårdt.

– Det er svært at vide, hvem man skal henvende sig til. Skal det virkelig være sådan? Tanker om at søge væk fra faget dukker nogle gange op, selvom jeg egentlig godt kan lide det. Men hvis jeg stopper, bliver der endnu færre pædagoger, og så bliver det endnu sværere. Hvordan skal vi klare det? Det kan føles ensomt. Selvom der er mange pædagoger i landet, bliver der ikke talt ordentligt om problemerne.