Island: USA's ambassadør ville bære skydevåben

USA's ambassadør i Island har været stærkt bekymret for sin egen sikkerhed og ønsket at bevæbne sig selv, oplyser unavngivne kilder til CBS News.

Offentliggjort

Den amerikanske ambassadør i Island, Jeffrey Ross Gunter, har været overdrevet bekymret for sin egen sikkerhed, siden han kom til Reykjavik i 2019.

Det siger en række kilder i USA's diplomati, regeringsapparat og personer med kendskab til situationen til det amerikanske medie CBS News.

Ambassadøren har angiveligt ytret ønske om, at USA´s regering skulle bede den islandske regering om tilladelse til, at ambassadøren kunne bære et skydevåben.

Ikke ekstraordinært i fare

Ambassadøren skulle også have ønsket en særligt armeret bil stillet til rådighed samt en stik-sikker vest.

USA's regering har afvist at sige, om der er specifikke trusler mod ambassadørens sikkerhed, men repræsentanter fra regeringen har sagt til CBS News, at ambassadøren flere gange er blevet oplyst, at han ikke er ekstraordinært i fare.

Tre kilder fra USA's diplomati siger til CBS News, at ambassadøren blev talt fra idéen om at bære skydevåben, fordi det ville blive opfattet som en fornærmelse af værtsnationen.

Syv vicechefer på lidt over et år

Udover at være stærkt bekymret for sin sikkerhed, har ambassadøren tilsyneladende også svært ved at samarbejde.

Ifølge CBS News har der været syv vicechefer for ambassaden i Island siden maj 2019, hvor Jeffrey Ross Gunter blev udnævnt.

Powered by Labrador CMS