Interviews: Nuuk-åbning deler borgerne
På lørdag ophæves en lang række restriktioner efter flere ugers strikse forholdsregler.
Sermitsiaq.AG har været på gaden for at høre, om borgerne i Nuuk ser frem til den gradvise åbning på lørdag, hvor blandt andet frisører, restauranter, værtshuse og fitnesscentre igen må holde åbent.
Nogle borgere ser frem til ophævelsen af gældende restriktioner, mens andre er bekymret over coronavirus-situationen.
Villy Andersen:
- Jeg mener, at det er for tidligt at åbne Nuuk. Hold byen lukket endnu, fordi virussen er meget farlig. Jeg er imod af åbningen på lørdag. Jeg ville holde byen lukket i en måned endnu, hvis det skulle stå til mig. Det er helt åbenlyst, at folk stimler sig sammen. Jeg har respekteret forholdsreglerne, og har holdt mig indendøre. Jeg har været i byen få gange, men jeg har frygtet virussen.
Arnarissoq Pedersen:
- Det har selvfølgelig været underlig at opleve en nedlukket by. Jeg har savnet at tage til butikkerne sammen med min veninde, for det plejede vi at gøre, før det hele startede. Jeg ser frem til, at vores normale liv starter igen. Det er helt fint, at man nu vil åbne byen mere op, da ingen er blevet testet positiv i lang tid.
Karen Nielsen:
- Jeg er begyndt at blive mere omhyggelig med hensyn til hygiejne på grund af denne krise. Jeg har på den måde mærket, at jeg har måttet tage en ferie fra min arbejdsplads i Air Greenlands kantine. Det har været en meget anderledes ferie, hvor jeg ikke lavede meget andet end at være hjemme, og vejret har heller ikke været helt godt. Derfor har jeg strikket meget. Jeg ser frem til at komme tilbage til mit arbejde.
Linda Heilmann:
- Jeg har dovnet meget, og det har været svært at have motivationen i skolen. Vi har været på virtuel undervisning, hvilket har været en mærkelig oplevelse. Jeg er glad for, at det hele åbner mere op, og jeg glæder mig til at tage på restauranter.
Johannes Kardel:
- Jeg synes, at vi har fået en fin information løbende om, hvordan vi skal forholde os til det hele. Myndighederne har gjort det rigtig godt. Jeg mener, at man skal åbne gradvist, som man er begyndt på. Jeg har været meget tryg ved myndighedernes arbejde. På min arbejdsplads har vi kunnet arbejde hjemmefra hverdag, og holdt møder på Skype et par gange om ugen. Jeg har ikke rigtigt tænkt på, hvad jeg skal på lørdag. Dog har det her udskudt min ferie. Vi skulle ellers til Danmark, men nu kan det være, at vi holder ferie her i Grønland, så vi også kan støtte de lokale og flyselskabet.