Ingen planer for at nedsætte huslejen for Selvstyreejede boliger

Der er planer for at overdrage Selvstyrets boliger til kommunerne, oplyser naalakkersuisoq Karl Frederik Danielsen

Offentliggjort

- Nej, der er ikke planer om at nedsætte priserne på udlejning af Selvstyrets udlejningsboliger. Der pågår i øjeblikket et stort analysearbejde omkring det offentlige lejeboligområde.

Sådan svarer naalakkersuisoq for boliger Karl Frederik Danielsen (S) i et skriftligt svar til Emanuel Nûko (PN).

Analysearbejde
Dermed er der ingen udsigt til, at huslejepriserne på Selvstyreejede boliger skal nedsættes i den kommende tid.

Karl Frederik Danielsen oplyser i sit svar, at man arbejder for at overdrage Selvstyrets boliger til kommunerne.

- I analysearbejdet omkring det offentlige lejeboligområde, er der igangsat et projekt, som har til opgave at analysere huslejepriserne i Selvstyrets lejeboliger samt komme med anbefalinger til bæredygtige huslejeniveauer. Når disse anbefalinger foreligger, forestår et arbejde med at se på hvordan det sikres, at boligsikringsordningen samordnes med anbefalingerne der omhandler huslejeniveauer. Formålet er, at sikre at alle borgere har råd til at bo i deres lejebolig, oplyser Karl Frederik Danielsen.

Powered by Labrador CMS