Ingen forbrydelse bag forsvunden kvindes død

Dødsårsagen på den 69-årige kvinde, der forsvandt i Sisimiut i januar, er nu klarlagt af politiet. De slår fast, at der ikke er sket en kriminel handling i forbindelse med dødsfaldet.

Offentliggjort

Der er ikke sket en forbrydelse i sagen om den Pauline Kleist fra Sisimiut, der forsvandt den 19. januar i år.

Det fastslår Grønlands Politi efter ligsyn mandag den 22. februar.

- På baggrund af gårsdagens ligsyn den 22. februar konkluderer politiet, at der ikke ligger en kriminel handling bag kvindens død. Derfor betragter Grønlands Politi sagen som lukket, oplyser politiet.

Liget af kvinden blev fundet lørdag morgen den 20. februar, efter hun havde været savnet i en måned.

Pauline Kleist blev sidst set i live tirsdag den 19. januar omkring klokken 15.00 på gaden i Sisimiut.

Grønlands Politi oplyser, at dødsårsagen er klarlagt, men at de ikke oplyser offentligheden om dødsårsagen af hensyn til pårørende.

Powered by Labrador CMS