rigsfællesskabet

Ingen enighed inden ophævelse af nultolerancen

Råstofpolitisk ansvarlig Jens-Erik Kirkegaard fra Siumut forventer ikke, at Grønland og Danmark når til enighed om udvinding af uran inden den 8. oktober

Naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked Jens-Erik Kirkegaard, Siumut
Offentliggjort

- Naalakkersuisut forventer ikke en afklaring af uenigheden med Danmark inden 8. oktober, men finder det heller ikke nødvendigt med en afklaring inden 8. oktober, da der er enighed mellem Danmark og Grønland om, at Grønland er den kompetente myndighed til at udstede tilladelser til efterforskning og udnyttelse af alle mineralske råstoffer i Grønland.

Sådan forklarer naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked Jens-Erik Kirkegaard, Siumut.

Det sker i et paragraf 37-svar til medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit Naaja Nathanielsen, hvori Jens-Erik Kirkegaard også forklarer, at ’den øvrige afklaring vedrørende kompetenceforholdene forventes afklaret, inden en eventuel eksport af uran udvundet i Grønland finder sted’.

På spørgsmålet om, hvilke konkrete skridt Danmark og Grønland nu vil tage for at løse uenigheden, svarer Kirkegaard:

- På det politiske plan er der enighed om at fortsætte dialogen for at finde en fælles løsning. Danmark og Grønland forhandler om en samarbejdsaftale, hvor uenigheden løses. Det vil ske inden for procedurerne i kapitel 4 i Selvstyreloven. Derudover er der i henhold til Selvstyrelovens paragraf 19 mulighed for at bringe spørgsmål for et tvistløsningsorgan.

Læs "IA jubler over Thornings uranudmelding – Siumut raser"

Læs "Grønland og Danmark strides stadig om uran"

Læs "Statsministeren: Grønland er udfordret"

Herefter svarer Jens-Erik Kirkegaard på, om Danmark formelt set kan forhindre Grønland i at tillade brydning af radioaktive mineraler.

- Grønland og Danmark er enige om, at Grønland er den kompetente myndighed til at udstede tilladelser til efterforskning og udnyttelse af alle mineralske råstoffer. Naalakkersuisuts vurdering er, at Danmark formelt set ikke kan forhindre brydning af radioaktive mineraler, oplyser Jens-Erik Kirkegaard.

Naalakkersuisut fremsætter som bekendt på den igangværende efterårssamling i Inatsisartut et forslag til en principbeslutning om at ophæve den stærkt omdiskuterede nultolerance-politik over for uran som biprodukt ved mineraludvinding.

Det sker henholdsvis den 8. og 24. oktober.

Da der er tale om en principbeslutning - og ikke et lovforslag - skal beslutningsforslaget ikke igennem en 3.-behandling.

Powered by Labrador CMS