Inga Dóra: Borgmester misbruger embedsværket
Siumuts kandidat til kommunalvalget i Kommuneqarfik Sermersooq, Inga Dóra Markussen anklager borgmester Charlotte Ludvigsen for magtarrogance og misbrug af embedsværket. Borgmesteren afviser og henviser til den kommunale styrelseslov.
- Det er et demokratisk problem, når folkevalgte politikere i Sermersooq begynder at bruge borgernes medarbejdere til at agitere for deres politiske ideer og målsætninger, lyder påstanden fra Inga Dóra Markussen i et læserbrev, der blev sendt til KNR og Mediehuset Sermitsiaq.AG lørdag.
- På turnéer tages hele afdelingers medarbejdere med, og dermed kastes kommunens medarbejdere – ansat af os - ud i ufrivillig valgkamp. Hvis de politisk ansvarlige ellers har lidt realitetssans, må de sidde tilbage med en meget dårlig smag i munden, mener Siumuts kandidat, der påpeger, at det er mangel på ”situationsfornemmelse” fra borgmesterens side.
Kun varetage primær drift
- Kommunalbestyrelsen som sådan har afsluttet sit arbejde ved møde den 2. marts 2021. Den politiske mandatperiode er afsluttet, skriver Siumut-politikeren, der over for Sermitsiaq.AG henviser til, at borgmesteren for nylig var i Tasiilaq og den 16. marts skal til Paamiut på skatteborgernes regning.
- En borgmesters eneste tilbageværende opgave er at sørge for, at den primære drift varetages på bedste vis. Så må borgmesteren gøre som alle os andre i demokratiet: Tage den demokratiske samtale op med indbyggerne og ud fra sin politiske platform og bagland, og ikke tage kommunens medarbejdere som skjold og gidsler skriver Inga Dóra Markussen.
Forkert og forkastelig
Sermitsiaq.AG har forelagt IA-borgmester Charlotte Ludvigsen den alvorlige kritik, og hun kalder den ”fuldstændig forkert og forkastelig”. Hun forklarer, at det er kommunens erhvervsafdeling, der har bedt hende om at deltage i et seminar i Paamiut.
- Samtidig vil jeg gennemføre de sædvanlige individuelle borgersamtaler, som holdes hver gang, jeg som borgmester besøger kommunens byer, oplyser Charlotte Ludvigsen.
- Jeg tager til Paamiut for at deltage i en række workshops omkring den kommende erhvervsstrategi for vores kommune. Jeg har deltaget i de samme seminarer i Tasiilaq og Nuuk, uden at nogen har været forarget over det. I Nuuk deltog sågar flere af Siumuts egne kommunalbestyrelsesmedlemmer, påpeger borgmesteren, der henviser til, at loven er ganske klar:
Min opgave
- Jeg er borgmester indtil den næste kommunalbestyrelse konstituerer sig, og jeg har dermed til opgave at møde borgerne, og borgerne har ret til at møde mig. Det står sort på hvidt i loven om den kommunale styrelse §6 og §52. Der er hverken tale om misbrug af midler eller lovbrud. Siumuts kritik er dermed sigtet imod et direkte personangreb, og derudover at ødelægge borgernes mulighed for at tale med mig som folkevalgt borgmester, mener borgmesteren, der understreger, at hun tager til Paamiut ”fordi mit ansvar er at arbejde for udvikling i hele kommunen”.
Hun finder Inga Dóra Markussens kritik uværdig.
- Lad os nu diskutere på et ordentligt og seriøst grundlag i stedet for at kaste mudder i hovedet på hinanden. Jeg nægter at tro at Siumuts borgmesterkandidat ikke har læst loven, og dermed ved at det her er min opgave som borgmester, understreger Charlotte Ludvigsen.
Mangel på situationsfornemmelse
Inga Dóra Markussen fastholder, at IA-politikeren har mistet situationsfornemmelsen for, hvad man kan tillade sig, når man er så tæt på et kommunalvalg. Hun påpeger, at det ikke alene er rejserne til Tasiilaq og Paamiut, der er kritisable. Hun undrer sig også over for kommunikationsafdelingens arbejde og boligselskabets annoncer for bæredygtigt byggeri.