Inatsisartutmedlem søger orlov
Gruppeformand for Siumut bekræfter, at Mala Høy Kúko har søgt orlov fra Inatsisartut på grund af sygdom.
Mala Høy Kúko har siden sidste uge været sygemeldt og har søgt om orlov fra sit hverv i Inatsisartut.
Det bekræfter gruppeformand i Siumut, Hans Peter Poulsen til Sermitsiaq.AG.
Det oplyses ikke, hvordan Mala Høy Kúko har det, eller hvad han fejler. Ej heller hvornår han kan forventes at vende tilbage til Inatsisartut.
- Hans ansøgning om orlov skal selvfølgelig godkendes af formandsskabet først. Derfra skal formandsskabet tage kontakt til de næste suppleanter for at finde en afløser af Mala Høy Kúko, oplyser Hans Peter Poulsen til Sermitsiaq.AG.
Enten suppleant eller Naalakkersuisoq
På Inatsisartuts hjemmeside figurerer Mala Høy Kúko allerede som et medlem, der har søgt orlov.
Da Siumut har ti pladser i Inatsisartut betyder det, at der skal hentes en suppleant til inatsisartutmøderne.
Siumuts gruppeformand oplyser, at en suppleant selvfølgelig skal spørges, om vedkommende kan stille op og arbejde i Inatsisartut.
De næste tre suppleanter for Siumut i rækken er følgende:
- Najaaraq Møller med 62 personlige stemmer
- Henrik Fleischer med 59 personlige stemmer
- Pitsi Høegh med 58 personlige stemmer
Et af Siumuts medlemmer i Naalakkersuisut kan også vælge og blive genindsat som medlem i Inatsisartut og dermed inddrage sin orlov. Det har formanden for partiet, Erik Jensen, som også er medlem i Naalakkersuisut gjort i starten af denne efterårssamling, da tidligere medlem Aslak W. Jensen trak sig tilbage fra Inatsisartut.
Det er endnu uvist, hvornår suppleanten til Mala Høy Kúko indsættes i Inatsisartut.