IMF spår lavere vækst og højere inflation i verden grundet krig
Inflation udgør en tydelig fare for mange lande, advarer IMF i en prognose for verdensøkonomien tirsdag.
Krigen i Ukraine vil sætte sit klare præg på verdensøkonomien.
Den Internationale Valutafond (IMF) vurderer i en prognose for verdensøkonomien tirsdag, at den globale vækst i 2022 bliver 3,6 procent.
Det er 0,8 procentpoint lavere end seneste vurdering fra IMF, som kom i januar. Rusland invaderede Ukraine 24. februar.
- Den globale økonomis udsigter er sat betydeligt tilbage - i høj grad på grund af Ruslands invasion af Ukraine, udtaler cheføkonomi i IMF Pierre-Olivier Gourinchas.
"Tydelig og nuværende fare"
IMF advarer om, at krigen vil mindske væksten, samtidig med at den vil øge inflationen.
Det tilføjes, at forudsigelsen er hæftet med "usædvanlig høj usikkerhed" på grund af krigen.
Inflation udgør en "tydelig og nuværende fare" for mange lande, lyder det fra IMF.
Inflationen er et udtryk for udviklingen i priserne over tid. Når inflationen stiger, får forbrugerne mindre for de samme penge, men man vil gerne have en lille, stabil inflation i økonomien, fordi det holder gang i forbruget.
Forventningerne til inflationen i de udviklede lande er på højeste niveau siden 1984. Det påpeger Allan Sørensen, cheføkonom i erhvervsorganisationen Dansk Industri, i en skriftlig kommentar.
Ukraine og Rusland har største tab
- Lavere vækst og højere inflation er de direkte konsekvenser for verdensøkonomien af krigen i Ukraine. Det er en markant nedjustering af vækstudsigterne, siger han.
Ukraines økonomi bliver ifølge IMF's prognose reduceret med 35 procent på grund af krigen. Rusland bruttonationalprodukt, bnp, ventes at falde med 8,5 procent ifølge IMF.
- Krigen i Ukraine trækker hele verdensøkonomien ned i tempo. Ukraine og Rusland har klart de største økonomiske tab.
- Men rigtig mange lande oplever lavere vækst som følge af sanktioner, usikkerhed, forsyningsproblemer, høj inflation og pengepolitiske stramninger, siger Allan Sørensen.
Den internationale organisation IMF har over 190 medlemslande.
IMF blev oprettet i 1947 og arbejder for at sikre stabilitet i den globale økonomi. Blandt andet ved lån til medlemslandene.