skræmmekampagne?

IA: Roligt nu, Per Berthelsen

Inuit Ataqatigiit beroliger nu Siumut, efter at Per Berthelsen har langet ud efter oppositionspartiet for at føre ’skræmmekampagne’ om uran

- Vi beklager, at Siumuts politiske ordfører Per Berthelsen ikke ønsker at høre vores mening om sagen, siger IA's Agathe Fontain
Offentliggjort

Som det kom frem torsdag, har Siumuts politiske ordfører, Per Berthelsen, fået nok af Inuit Ataqatigiits ’skræmmekampagne’ i forbindelse med uran og uranudvinding.

Men nu beroliger Inuit Ataqatigiit Siumut med, at partiet ’ingen intention har om at skræmme befolkningen til at have en bestemt holdning’.

- Vi beklager, at Siumuts politiske ordfører ikke ønsker at høre vores mening om sagen. Men det afholder os ikke fra at komme med den alligevel. Vi gør det i respekt for demokratiet og i forståelse for, at andre har en anden opfattelse end os, skriver Agathe Fontain på vegne af Inuit Ataqatigiits Inatsisartut-gruppe.

Læs "Siumut: Stop skræmmekampagnen, IA"

Koalitionen undgår at svare på kritik
- Inuit Ataqatigiit mener, det er vores pligt at gøre befolkningen opmærksom på, at denne beslutning vil have nogle meget store negative konsekvenser for samfundet. Vi gør jo blandt andet opmærksom på dette, fordi koalitionen ikke gør det. Koalitionen undgår jo behændigt at svare på nogen som helst former for kritik eller bekymring.

- Inuit Ataqatigiit ved nok til at stemme nej til ophævelsen af nultolerancen. Det er vores holdning, at ønsket om at bryde og eksportere uran er uigennemtænkt. Ingen kender konsekvenserne for vores økonomi, administration, sundhed, sikkerhed, miljø eller udenrigspolitiske situation, lyder det videre fra Agathe Fontain.

Hun fremhæver, at modsat mange andre lande og regioner har Grønland et valg.

- Vi kan sige nej til uranbrydning og alligevel få erhvervsudvikling og jobs. Beslutningen vil påvirke landbruget og turismen negativt i områder med uranbrydning. Konsekvenserne for Narsaq by er uoverskuelige i tilfælde af en mine ved Kuannersuit - og ingen kender konsekvenserne. Selv uran anvendt til fredelige formål kan udgøre enorme miljørisici. De afledte omkostninger til vores administration er ukendte. Tailings og gråbjerg fra miner vil påvirke vores miljø i mange, mange, mange generationer.

Powered by Labrador CMS