IA: Qaqortoq-analyse rejser nye spørgsmål
IA's gruppe i Inatsisartut vil først tale med de andre partier og kommunen, i forhold til om banelængden på en kommende lufthavn i Qaqortoq skal ændres. Indtil videre må beslutningen om 1.500 meter følges, siger gruppeformand.
Naalakkersuisut har fremlagt en ny analyse af projektet med anlæggelsen af en lufthavn i Qaqortoq. Projektet er i en krise, efter at det tidligere Naalakkersuisut ikke fik projektet sat i gang, da det har vist sig at være dyrere end antaget.
Analysen fastslår, at projektet kan gøres billigere, hvis man ændrer banelægden fra 1500 meter til 1000 eller 1199 meter.
Foreløbig må det nuværende Naalakkersuisut dog arbejde efter den allerede vedtagne lov om etablering af lufthavnene. I forarbejdet til loven fremgår det, at banen skal være 1500 meter.
- Nu er der kommet en ny rapport, men vi har en lov fra 2018, hvor flertallet bestemte, at lufthavnene skal bygges, og den skal følges, indtil den eventuelt bliver ændret, siger gruppeformand for Inuit Ataqatigiit i Inatsisartut, Agathe Fontain.
Vil først lytte til kommune og partier
IA-gruppen har haft lejlighed til at drøfte rapporten efter den blev offentliggjort torsdag. Her sagde naalakkersuisoq for infrastruktur, Naaja Nathanielsen (IA), at hun håber på at bredt flertal i forhold til en eventuel forkortelse af banelængden:
- Jeg synes 1199 er et godt alternativ til den oprindelig plan. Den er billigere og kan stort set det samme. Det er da et relevant bud, vi er nødt til at forholde os til især set i lyset af, at der ikke ligger nogle penge klar til at bygge for på nuværende tidspunkt, sagde Naaja Nathanielsen til Sermitsiaq.AG.
Agathe Fontain hæfter sig også ved, at der ikke er sat penge af til projektet, men hun er dog tilbageholdende i forhold til, hvilken konkret banelægde IA i Inatsisartut i givet fald vil bakke op om:
- Det er vigtigt for os, at vi lytter til, hvad de andre partier og hvad kommunen har at sige, siger Agathe Fontain.
Hvad med Narsarsuaq?
Hun siger videre, at rapporten kun behandler længden af landingsbanen, og at situationen skal vurderes ud fra en helhedsbetragtning. Her henviser hun blandt andet til spørgsmålet om, hvad der skal ske med Narsarsuaq, hvis lufthavnen i bygden nedgraderes til heliport:
- Tidligere er der stillet spørgsmål om, hvad så med Narsarsuaq, hvis lufthavnen skal lukke? Hvor mange arbejdspladser mister man her for at oprette arbejdspladser i Qaqortoq?
- Rapporten er kun om selve landingsbanerne, men man skal tænke i helhed og hele regionen, siger Agathe Fonaton
Også under behandlingen af loven i 2018 var IA imod, at der ikke samtidig blev lagt en klar plan for, hvad der skulle ske med Kangerlussuaq og Narsarsuaq, når de muligvis blev nedgraderet til heliporte som følge af de nye lufthavne. Nedgraderingen vil forventeligt fjerne en stor del af arbejdspladserne i de pågældende bygder.