IA opfordrer til bredt trafikforlig

IA’s formand Múte B. Egede opfordrer Naalakkersuisut til hurtigst muligt at inddrage partierne til en forhandling om servicekontrakterne, så man igen får skabt tryghed hos borgerne i yderområderne.

Disko Line, Najaaraq Ittuk
Offentliggjort

- Det haster med at komme i gang og få lagt rammerne for de kommende servicekontrakter, understreger Múte B. Egede, der mener, at Naalakersuisut har sovet i timen.

- I dag er der utryghed i befolkningen. Flere steder opererer man med materiel, der ligner museumsgenstande, og som ikke er gearet til de grønlandske vejrforhold, siger partiformanden, der mener, at man skal være langt mere detaljeret i forhold til det materiel, som operatørerne skal anvende.

Længere kontraktperiode

Kim Kielsen oplyste i sidste uge i Sermitsiaq, at det kunne blive aktuelt at forlænge servicekontraktperioden, så den blev længere end de fire år, de nuværende kontrakter har løbet. Det vil nemlig give mulighed for, at operatørerne får mulighed for at investere i nyt og bedre materiel.

- Ideen om at forlænge kontraktperioden kan jeg godt gå ind for. Men på mig virker det som om, at Kim Kielsens øvrige udmeldinger om de nye servicekontrakter blot beror på status quo, hvilket ikke er ambitiøst nok, mener oppositionspolitikeren.

- For at skabe tryghed og sikre ordentlige forhold for vore borgere er det nødvendigt, at vi indgår et bredt trafikforlig. I den forbindelse må vi jo så se på de økonomiske konsekvenser, siger IA-partilederen.

Powered by Labrador CMS