Hvem fortjener Miljø- og Naturprisen?

Der er nu mulighed for at indstille person, institution, organisation eller virksomhed til Miljø- og Naturprisen 2022.

Flag, isfjelde, grønlandsk
Offentliggjort

Fristen for at indstille kandidater til modtagelse af årets Miljø- og Naturpris er 16. maj, hvor prismodtageren skal have op til 50.000 kroner.

Og du kan være med til at udpege prismodtageren, skriver selvstyret i en pressemeddelelse.

- Naalakkersuisut ønsker med Miljø- og Naturprisen at sætte fokus på, hvor vigtigt det er, at vi værner om vores naturressourcer. Vi skal fortsat lære vores børn og unge at passe på naturen, og vi skal alle sammen være gode til at udnytte naturens ressourcer på en bæredygtig måde, udtaler naalakkersuisoq for landbrug, selvforsyning, energi og miljø Kalistat Lund (IA), i meddelelsen.

Begrund indstillingen

Prisen går til en person, institution, organisation eller virksomhed, der gør en særlig indsats for at lære vores børn og unge om bæredygtig brug af vores natur.

- Din indstilling til årets Miljø- og Naturpris skal indeholde en kort begrundelse, dine kontaktoplysninger samt kontaktoplysninger på den eller de personer, institutioner, organisationer eller virksomheder, som du vælger at indstille, fremgår det.

Send indstillingen på e-mail: pan@nanoq.gl

Tobias Nathanielsen vandt Miljø- og Naturprisen i 2020 og er nu Natur- og klimaambassadør.

Powered by Labrador CMS