Hvalkød forbundet med sukkersyge
Kødet indeholder miljøgiften PCB, som forskere knytter til øget forekomst af gammelmandssukkersyge i Arktis.

»En tidsindstillet bombe under de arktiske befolkninger.«
Professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet Philippe Grandjean lægger ikke fingrene imellem, når han skal beskrive truslen mod folkesundheden i Arktis fra de svært nedbrydelige organiske miljøgifte, de såkaldte POP'er, skriver den danske avis Information.
Advarslen kommer efter et studie af forekomsten af POP og gammelmandssukkersyge blandt færinger med hang til at spise hval. Studiet påviser, at der en sammenhæng mellem indtag af kød fra havpattedyr og risikoen for at udvikle gamelmandssukkersyge senere i livet.
PCB, polyklorerede bifenyler, er en gruppe af klorholdige industrielle kemikalier, der er blevet brugt i årtier som isoleringsmateriale i elektriske apparater og transformatorer, i byggematerialer. På grund af sin lange nedbrydningstid, ophobning i fødekæder og store giftighed er PCB-produktion nu forbudt i de fleste lande. Men stoffet er stadig i omløb og ender i miljøet, hvor det ikke mindst har vist sig at blive ophobet i de arktiske fødekæders øverste led.
Læs hele artiklen i Information: Tidsindstillet bombe i Arktis: Miljøgift kan give sukkersyge