Hvad sker der med vejret?

Vejrudsigten fortæller os som regel, hvor varmt eller koldt det bliver, og hvor meget det kommer til at blæse. Men hvorfor vejret udvikler sig, som det gør, får vi sjældent en forklaring på. Derfor lancerer DMI nu en grønlandsk udgave af "Meteorologens kommentar", som skal gøre borgerne klogere på vejret herhjemme.

De seneste uger har vejret i Nuuk været præget af sol og varme.
Offentliggjort

Sol, varme og sommer.

Det meste af Vestgrønland har nydt godt af sommervejret den seneste tid. Men de lune og solrige dage får snart en ende.

Det kan man se i DMI's vejrudsigter. Men prognoserne fortæller ikke, hvorfor vejret skifter.

Den forklaring kan man nu finde på DMI's grønlandske Facebook-side, DMI – Kalaallit Nunaat, hvor meteorologerne beskriver, hvad der ligger bag vejrets udvikling.

- Fredag og lørdag passerer den næste front med regn og tåge sydfra, og den forventes at give flere skyer helt op til Upernavik området. Også østkysten får fugtigere luft og flere skyer sydfra, dog med mindre regn. Det solrige vejr mange har oplevet bliver altså trængt noget i defensiven, sådan lyder det blandt andet i et af DMI's seneste opslag.


Frem til august 2026 vil DMI løbende udgive den slags forklaringer under navnet "Meteorologens kommentar", hvor meteorologer forklarer, hvorfor vejret udvikler sig, som det gør.

- Vi har på den grønlandske Facebook-side i lang tid fokuseret på dagens og nattens vej - med tilhørende grafik. Informationen er nu udvidet med meteorologens kommentar som et forsøg, siger Anna Christiansson, der leder DMI’s Arktiske Vejr- og Istjeneste.

Et populært format

"Meteorologens kommentar" er et format, DMI allerede bruger om vejret i Danmark, og det er et af vejrtjenestens mest populære produkter. Nu kommer det også til at handle om vejret i Grønland, og desuden på grønlandsk. Den vil blive udgivet på Facebook, når vejrsituationen giver behov for en nærmere forklaring.

– Vi vil gøre vores viden mere tilgængelig og relevant for de borgere, der bruger vejrudsigterne i deres hverdag. Kommentaren skal ikke blot gentage prognosen, men i øjenhøjde forklare, hvad der er på vej, og hvorfor vejret udvikler sig, som det gør, siger Anna Christiansson.

"Der er ingen andre herrer, kun vejret bestemmer." Linjen er hentet fra en kendt grønlandsk sang og beskriver meget godt, hvor stor betydning vejret har i Grønland. Derfor vil DMI med "Meteorologens kommentar" ikke kun fortælle, hvordan vejret bliver, men også forklare, hvorfor det udvikler sig, som det gør.

Kommentarerne bliver skrevet af meteorologer og iseksperter fra Den Grønlandske Istjeneste, som DMI driver, og skal blandt andet være med til at styrke sikkerheden til søs.

– I Grønland hænger vejret, havet og isen tæt sammen. Når vores meteorologer og iseksperter deler deres viden i et mere tilgængeligt format, bliver det lettere for borgerne at forstå den situation, de står i, siger Anna Christiansson.

Powered by Labrador CMS