Husk godkendt mundbind på rejsen

Rejsende til Danmark skal fra den 15. juni bære et såkaldt kirurgisk mundbind, når de træder ud af Air Greenlands fly i København. Pilersuisoq melder sig dog klar med 7.000 mundbind på lager i Kangerlussuaq.

Offentliggjort

Fra 15. juni er det planen, at lufttrafikken over Atlanten påbegynder en normalisering. I den forbindelse skal rejsende til Danmark være opmærksomme på, at der er indført krav om at bære et mundbind i alle europæiske og dermed også danske lufthavne.

I en pressemeddelelse tirsdag gjorde Air Greenland opmærksom på, at det er passagerernes ansvar, at have et mundbind med, så man kan overholde maskepåbuddet i Københavns Lufthavn.

På sin hjemmeside skriver Københavns Lufthavn, at mundbindet skal være et såkaldt kirurgisk mundbind:

- Det er dit eget ansvar at medbringe kirurgisk mundbind. Bemærk alternative mundbind godkendes ikke, skriver lufthavnen.

Pilersuisoq er forberedt

Hos den selvstyreejede butikskæde Pilersuisoq er man dog forberedt på situationen:

- I Kangerlussuaq har vi pt 7.000 mundbind, som vi kan starte med at sælge af på mandag. De er godkendte af sundhedsmyndighederne, og der er flere på vej, siger Brian Weuge Chemnitz, kædedirektør i Pilersuisoq.

Pilersuisoq har dels en almindelig forretning uden for selve lufthavnen i Kangerlussuaq, og Pilersuisoq driver også den toldfriforretning inde i terminalen:

- Så passagererne kan også købe dem, selvom de er gået igennem sikkerhedstjekket, siger Brian Weuge Chemnitz.

Kædedirektøren oplyser, at Pilersuisoq har forberedt sig på situationen et stykke tid:

- Da coronakrisen begyndte var det svært at få fat i de her ting i resten af verden. Vi besluttede derfor, at indkøbe varerne, da de blev tilgængelige, så vi var forberedt, hvis behovet skulle opstå, siger Brian Weuge Chemnitz.

Regler gælder til 29. august

Brugseni oplyser også til Sermitsiaq.AG, at butikskæden har hastebestilt et parti mundbind.

- Nogle af butikkerne har modtaget dem, og de er på vej ud til andre, siger indkøbschef i Brugseni, Randi Vestergaard Evaldsen.

Reglerne om brug af mundbind i danske lufthavne gælder indtil videre indtil 29. august 2020.

I retningslinjerne, som er udstukket af Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur, står der, at et kirurgisk mundbind dækker næse og mund, og at de skal overholde bestemte krav, som er defineret i en EU-standard.

Københavns Lufthavn oplyser følgende til Sermitsiaq.AG om alternative mundbind:

- Københavns Lufthavn følger de europæiske retningslinjer for krav til mundbind, hvor de anvendte mundbind skal have klinisk kvalitet og være godkendt til det aktuelle formål.

- Således accepterer vi ikke hjemmelavede udgaver af mundbind – eller ukurante versioner udviklet af eksempelvis designere eller lignende, oplyser lufthavnen.

Powered by Labrador CMS