Hornbech: VK-regeringen var orienteret om Grønland
VK-regeringen var informeret om selvsstyrelovens betydning for råstofferne i Grønland, mener Birthe Rønn Hornbech
Tirsdag måtte både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), udenrigsminister Villy Søvndal og justitsminister Morten Bødskov (S) i et åbent samråd svare på en lang række spørgsmål fra Venstre, der er bekymret over konsekvenserne af råstofeventyret i Grønland.
Både Venstres udenrigsordfører Troels Lund Poulsen, grønlandsordfører Gitte Lillelund Bech, medlem af Grønlandsudvalget Claus Hjort Frederiksen og medlem af Grønlandsudvalget Jakob Ellemann-Jensen stillede kritiske spørgsmål til den nye regering.
Men ifølge Birthe Rønn Hornbech er der tale om utidig indblanding i grønlandske forhold, når man fra Venstres side er så optaget af råstoffer og arbejdsforhold.
I en mail til Politiken modsiger Birthe Rønn Hornbech partitoppens mantra om, at Grønlands undergrund ikke var et væsentligt tema i VK-årene.
Ifølge Birthe Rønn Hornbech havde VK-regeringen alle muligheder for at være opmærksomme på udviklingen og sikre danske investeringer, skriver Politiken.
Læs "Grønlandsordfører går i protest"
Selvstyrekommissionen diskuterede alt
Selvstyreaftalen med Grønland blev nemlig indgået af Venstres formand, daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen i 2009. Og i arbejdet forud for aftalen blev alt endevendt - også råstofferne i Grønlands undergrund, fastslår Birthe Rønn Hornbech.
- Selvstyrekommissionen diskuterede alt. Det er aldeles urigtigt, når nogen påstår, at minedrift m.v. og udenlandsk arbejdskraft ikke var en del af diskussionerne. Tværtimod, skriver Birthe Rønn Hornbech i mailen til Politiken.
Hun fortsætter:
- I øvrigt var der til kommissionen ud over eksperter tilforordnet embedsmænd fra både Statsministeriet og Justitsministeriet. Regeringen var vel orienteret om det, som Grønland lægger så stor vægt på: Udvinding af råstoffer.
Birthe Rønn Hornbech var indtil for nylig grønlandsordfører for Venstre, men den post stoppede hun på i slutningen af 2012, fordi hun ikke bryder sig om den kurs, Venstre lægger for dagen i den ophedede debat om den såkaldte storskalalov i Grønland:
- Jeg har for et par måneder siden bedt mig fritaget for at være ordfører, da mine synspunkter ikke i øjeblikket deles af mine gruppefæller, skriver Birthe Rønn Hornbech i mailen til Politiken.