Hjemløsecenter i Nuuk lader vente på sig
Centeret kan blive opført i 2024 og 2025, hvis budgettet vedtages, oplyser Kommuneqarfik Sermersooq.
Planerne om et hjemløsecenter i Nuuk er igen blevet udsat. Kommuneqarfik Sermersooq oplyser til Sermitsiaq, at budgettet til centeret præsenteres 29. november.
Hvis det bliver vedtaget, er der afsat penge til forundersøgelser til projektet i 2023 og penge til opførsel i 2024 og 2025. Hvor mange penge, der er afsat, vil kommunen ikke offentliggøre af hensyn til budprocessen.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
Planerne om at bygge et hjemløsecenter udvikles i samarbejde med Naalakkersuisut, der forventes at være med til at finansiere opførelsen.
Tilbage i 2020 blev kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq enige om at afsætte penge til det nye hjemløsecenter i Nuuk. Forventningen var, at centeret kunne tages i brug i midten af 2021.
Du kan læse mere i avisen Sermitsiaq. Du kan købe avisen HER.