Her er amerikaneren der vækker opsigt: - Jeg prøver at give det grønlandske folk en mulighed

Sermitsiaq har mødt Clifford Stanley, som efter eget udsagn er i Grønland for at give folk et tilbud. Han afviser at være udsendt af nogen men betragter sig selv som en uafhængig mægler.

Clifford Edward Stanley er i Nuuk for at lave en undersøgelse, siger han til Sermitsiaq.
Offentliggjort

Amerikaneren Clifford Stanley er i Nuuk for at samle underskrifter og undersøge opbakningen til, at USA kan overtage Grønland.

De seneste dage har amerikanerens ageren tiltrukket sig stor opmærksomhed.

Han siger i interview med Sermitsiaq, at han selv mener, at han er er for at hjælpe folk.

- Jeg prøver at give det grønlandske folk en mulighed. Det er op folk selv. Det er ikke mit valg. Det er deres valg, siger 86-årige Clifford Stanley til Sermitsiaq.

Ifølge Cliffords forslag skal hver person i Grønland have 200.000 dollar, som ikke kan røres af nogen myndigheder. Pengene skal komme fra USA, siger han selv. 

Nogle er interesseret - andre truer

Han forklarer, at han vil lave en database med resultaterne af sin undersøgelse og give oplysningerne til myndigheder i både Grønland og USA, samt politiet og universiteterne og det grønlandske folk. 

Ifølge Clifford Stanley har han mødt to til tre personer i Grønland, som har været interesseret i hans projekt, men flere har også skældt ham ud, og han har følt sig truet.

Clifford Stanley henviser til tidligere undersøgelser, hvor et overvældende flertal af befolkningen i Grønland har sagt nej til at blive en del af USA:

- Jeg vil gerne ændre det til, at 85 procent siger okay til det, siger han.

Med hensyn til de mange penge til hver person i Grønland siger Clifford Stanley, at han ikke selv har pengene, men at de altså skal komme fra USA, og han ser sig selv som en salgs mægler, som hvis han får samtykke fra nok grønlændere samt den amerikanske stat, kan forsøge at få en aftale i hus.

Stanley: Jeg er ikke uanstændig

Stanley mener, at præsident Donald Trump kan spørge rige allierede lande i Mellemøsten om at stille penge til rådighed for at gennemføre en eventuel handel.

Formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D) var torsdag ude med en skarp kritik af Clifford Stanleys fremfærd i Nuuk, hvor flere borgere havde fået det indtryk, at hvis de skrev under på hans papir og stemte ja til, at Grønland bliver en del af USA, så ville de få 200.000 dollars i starten af det nye år.

Jens-Frederik Nielsen kalder blandt andet Clifford Stanleys fremfærd for uanstændig. Det afviser han:

- Sådan er jeg ikke, lyder det bestemt fra amerikaneren.

Powered by Labrador CMS