Her er de ni partier ved Færøernes valg
To nye partier har set dagens lys op til lagtingsvalget på Færøerne. Ni partier og 179 kandidater stiller op.
179 kandidater - 121 mænd og 58 kvinder - fordelt på ni partier stiller op til lørdagens lagtingsvalg på Færøerne.
Et kendetegn for færøsk politik er, at den har to akser: en nationalistisk i spørgsmålet om forholdet mellem Færøerne og Danmark og en ideologisk fra venstre til højre.
Færøerne har fire store partier, som ved det seneste valg fik 27 af de 33 pladser i Lagtinget:
* Javnaðarflokkurin/Socialdemokratiet (8 mandater). Partiformand: Lagmand Aksel V. Johannesen, 46 år. Socialdemokratiet leder den nuværende regeringskoalition sammen med Republikanerne og partiet Framsókn/Fremskridt. Socialdemokratiet har også en plads i Folketinget ved Sjúrður Skaale. Stiller op under liste C.
* Tjóðveldi/Republikanerne (7 mandater). Partiformand: Høgni Hoydal, 53 år. Venstreorienteret parti, der ønsker færøsk selvstændighed. Med i den nuværende regeringskoalition. Stiller op under liste E.
* Fólkaflokkurin/Folkeflokken (6 mandater). Partiformand: Jørgen Niclasen, 50 år. Liberalkonservativt parti, der ønsker løsrivelse fra Danmark. Kan sammenlignes med De Konservative i Danmark. Stiller op under liste A.
* Sambandsflokkurin/Sambandspartiet (6 mandater). Partiformand: Bárður à Steig Nielsen, 47 år. Afløste i 2015 partifællen Kaj Leo Johannesen, der gik af efter at have tabt lagtingsvalget. Liberalt parti, der også sidder i Folketinget ved Edmund Joensen. Søsterparti til Venstre. Støtter rigsfællesskabet med Danmark. Stiller op under liste B.
De tre øvrige partier i Lagtinget med 2015-resultatet i parentes:
* Framsókn/Fremskridt (2 mandater). Partiformand: Poul Michelsen, 75 år. Stiftet i 2011. Partistifter Poul Michelsen har beskrevet Framsókn som et liberalt nationalparti. Sidder i den nuværende regeringskoalition. Ifølge partiet skal Færøerne og Danmark forhandle om en ny samarbejdsaftale, som giver Færøerne fuld selvstændighed. Vil dog gerne samarbejde om sikkerheds- og pengepolitik samt kongehuset. Stiller op under liste F.
* Miðflokkurin/Midterpartiet (2 mandater). Partiformand: Jenis av Rana, 66 år. Kristendemokratisk midterparti. Imod fri abort og homoseksuelle ægteskaber. Stiller op under liste H.
* Nýtt Sjalvstýri/Selvstyrepartiet (2 mandater). Partiformand Jógvan Skorheim, 37 år. Socialliberalt midterparti. Går ind for færøsk selvstændighed i form af en gradvis løsrivelsesproces. Stiller op under liste D.
To partier opstiller for første gang:
* Føroyaflokkurin/Det Færøske Parti. Leder og stifter: Hjalmar Zachariassen. Stiller op for blandt andet at protestere mod en "uretfærdig prioritering af tunnelprojekter" og mod "en uretfærdig behandling af områder uden for den centrale region på Færøerne". Stiller op under liste L.
* Framtakið fyri kannabis/Initiativet for cannabis. Leder: Arnfinn á Birtuni. Har som hovedformål at gøre cannabisplanter lovlige til medicinsk behandling. Stiller op under liste K.
Kilder: Fonyhedsbureau.dk, kvf.fo, logting.fo.