Heliport kan blive omdannet til ældreboliger og hotel

Heliporten i Qaqortoq bruges ikke længere, og nu arbejder politikerne i stedet med planer om ældreboliger og et hotel i området.

Det er de to virksomheder Kûnguak`café og Inu:IT Bolig A/S, som har indsendt ansøgning om arealtildeling til opførelse af hotel ved de gamle heliport-området, der kan anes nederst i højre hjørne på billedet.
Offentliggjort

Den nye lufthavn ved Qaqortoq er taget i drift, og nu lægges der nye planer for den gamle heliport, som lufttrafikken i byen var afhængig af i årtier.

Området ved heliporten udses blandt andet til at skulle bidrage med at imødekomme et stigende behov for overnatningsmuligheder i byen.

Behovet for overnatningsmuligheder er steget som følge af den nye lufthavn, og kommunen vil med et lokalplantillæg for området give mulighed for et hotel med 64 værelser.

Allerførst skal lokalplanen dog i høring, og så vil der senere blive taget stilling til hotelplanerne, fremgår det af en dagsorden for et kommunalbestyrelsesmøde i kommunen.

Det er de to virksomheder Kûnguak`café og Inu:IT Bolig A/S, som har indsendt ansøgning om arealtildeling til opførelse af hotel ved heliport-området.

4.400 kvadratmeter

Ifølge ansøgningen skal hotellet være opdelt i klynger, og det vil have 64 værelser samt restaurant og konference- og personalefaciliteter med et samlet bruttoareal på 4.400 m2.

Teknik- og Miljøudvalget i kommunen har allerede indstillet, at der gives en arealtilladelse til hotel-projektet, men et kommunalplantillæg skal altså i høring og endelig godkendes, inden arealtildeling til hotelprojektet kan ske.

Martin Heilmann Kristensen fra Kûnguak`café fortæller til Sermitsiaq, at han håber, at planerne kan realiseres inden for to år. 

De to virksomheder Kûnguak`café og Inu:IT Bolig har tidligere fremlagt en plan om et hotel med 35 værelser på en anden placering i Qaqortoq. De planer er dog sat i bero.

Powered by Labrador CMS