Hårdt ramt af tuberkulosebakterier

Næsten 50 procent af indbyggerne i bygden Kuummiut i risiko for at udvikle den frygtede lungesygdom.

De senere år er antallet af tuberkulosetilfælde steget, så man ligger på niveau med flere afrikanske og asiatiske lande. Foto: Karin Schermbrucker.
Offentliggjort

Landslægeembedet og TB-gruppen har, med baggrund i en alvorlig høj og stigende forekomst af tuberkulose i bygden Kuummiut, iværksat en screening for tuberkulosesmitte med blodprøve og spørgeskema, skriver Selvstyret i en pressemeddelelse.

Resultaterne fra undersøgelsen har vist at 43 % af befolkningen i Kuummiut er smittet med tuberkulosebakterien. At være smittet betyder ikke, at man har tuberkulosesygdommen, og det er kun en del af dem der har tuberkulosesygdom i lungerne, der kan smitte andre. Hos voksne er livstidsrisikoen for at udvikle tuberkulosesygdommen, når man er smittet 6-8 procent, mens den for børn og unge er 20-25 procent.

Tasiilaq Sygehus er lige nu i gang med det meget omfattende arbejde at indkalde og undersøge alle de smittede for tuberkulosesygdom. Hvor mange af de smittede, der har udviklet tuberkulosesygdommen, vides endnu ikke. Der skal efterfølgende tages stilling til hvem der skal i egentlig behandling, hvem der skal i forebyggende behandling samt den videre kontrol.

Tuberkulose har været et problem i århundreder i Grønland, men ved en stor indsats fra 1955 og ti år frem lykkedes det at reducere forekomsten med 90 procent. Det bragte den grønlandske tuberkuloseforekomst på niveau med Danmark. Siden 1990 har der dog igen været stigning i antallet af tuberkulosetilfælde. De sidste 5 år er der anmeldt gennemsnitlig 73 tilfælde om året svarende til en hyppighed på ca. 130 tilfælde pr. 100.000 indbyggere. Dette placerer Grønland på niveau med flere afrikanske og asiatiske lande

Powered by Labrador CMS