Grønt lys til kollegieboliger i fire byer
Finans- og skatteudvalget godkender Naalakkersuisuts anmodning om udmøntning til kollegieboliger i Ilulissat, Aasiaat, Sisimiut og Qaqortoq.
Nu kan der tages hul på anden etape af 'Standardkollegier'.
Finans- og skatteudvalget har tirsdag godkendt Naalakkersuisuts anmodning om udmøntning til opførelse af kollegieboliger i Ilulissat, Aasiaat, Sisimiut og Qaqortoq.
Det betyder, at de endelige kontrakter nu kan indgås, så byggeriet kan starte i medio 2023. Kollegieboligerne forventes at blive taget i brug frem mod 2025, oplyser Departement for Boliger og Infrastruktur.
- Arbejdet og forhandlingerne om opførelsen af kollegierne har været længe undervejs. Det er derfor med stor tilfredshed, vi nu er nået i mål, siger naalakkersuisoq Erik Jensen.
Ro til det faglige
Udvidelsen af landets kollegiekapacitet er et led i Naalakkersuisuts mål om at skabe et selvbærende land, hvor udviklingen af de rette ressourcer, herunder viden og uddannelse, er et afgørende fundament.
- Det er vigtigt med gode fysiske rammer om de studerende, som kan være med til at give ro til det faglige. Det et derfor med stor glæde at vi nu kan igangsætte arbejdet med opførelsen af flere kollegier til gavn for de studerende og samfundet, lyder det fra naalakkersuisoq Aqqaluaq B. Egede.
Første etape af 'Standardkollegier' i landets fem primære uddannelsesbyer, herunder Nuuk, er allerede under opførelse, mens tredje og sidste etape vil blive udbudt senere.
- I Ilulissat og Aasiaat opføres en kollegiebygning af typen, som indeholder 14 sengepladser og som henvender sig til singler, par eller små familier.
- I Sisimiut opføres ligeledes en kollegiebygning af typen samt to kollegiebygninger, som er beregnet til 64 sengepladser og som henvender sig til studerende med familier.
- I Qaqortoq opføres en kollegiebygning, som er beregnet til 36 sengepladser og som henvender sig til unge mellem 16 og 19 år.