chat
Grønlandske elever kan chatte med resten af Norden
Næste uge kan elever i folkeskolen komme på en virtuel rejse Norden rundt
20. september kan skoleklasser i hele Norden endnu engang deltage i Nordisk Skolechat og tage på opdagelsesrejse i alle de nordiske lande.
Nordisk Skolechat afholdes hvert år og er et tilbud til alle grundskoleelever i Norden: Tusinder af børn og unge videochatter med hinanden på kryds og tværs af de nordiske landegrænser i en roterende chat. Man ved aldrig ved, hvem der dukker op på skærmen som den næste, og hvor i Norden vedkommende befinder sig.
Chatten for 3.-6. klasse er en Geo-jagt: Eleverne skal gætte, hvor i Norden de andre elever i chatten befinder sig – kun ved at stille ja/nej-spørgsmål.
Chatten for 7.-10. klasse er en Spørgetime: Et nyt koncept, hvor elever fra hele Norden mødes og stiller hinanden spørgsmål, som giver dem indblik i ligheder og forskelle mellem de nordiske lande. Før Spørgetimen forbereder eleverne spørgsmål til hinanden om emner, de selv vælger og gerne vil vide mere om.
Vil man som lærer give sin klasse mulighed for at være med, kan man oprette sig på Nordeniskolen.org.