Grønlandshvalen risikerer at skulle skifte 'donuts' ud med 'ærter'
En fed og næringsrig vandloppe er ved at blive af slank og kaloriefattig vandloppe i Diskobugten
Klimaforandringer betyder, at en fed og næringsrig vandloppe er ved at blive fortrængt fra Diskobugten, skriver dagbladet Politiken.
For 25 år siden var den kalorierige vandloppe, den dominerende i Diskobugten. Men nu er den ved at blive udkonkurreret af en slankere udgave, som der ikke er nær så meget mad i.
Det kan få alvorlige konsekvenser for fisk, fugle og grønlandshvalen, der har vandlopper som det vigtigste fødeemne.
- Det pludselige fødeskifte fra en fedtrig til en fedtfattig kost ville svare lidt til, at et menneske pludselig gik fra at spise donuts til kun at spise ærter. Det ville hurtigt kunne ses på sidebenene, og det kan også blive konsekvensen for de arktiske dyr. For de skal nu svømme længere, bruge flere kræfter og spise op til tre gange så mange vandlopper for at få dækket deres energibehov, siger professor Torkel Gissel Nielsen fra DTU Aqua til Politiken. Han står i spidsen for et forskerhold, der er ved at undersøge bestanden af vandlopper med udgangspunkt i Arktisk Station i Qeqertatsuaq.