Grønlands sorte slange
Forskningsprojekt skal kortlægge udbredelsen af ål i Grønland – et velsmagende vanddyr som muligvis er langt mere hyppigt forekommende end hidtil antaget

Allerede i 1780 beskrev missionæren Otto Fabricius i bogen ”Fauna Groenlandica” forekomsten af ål i Grønland. Men ret beset er det ikke meget, man kender til udbredelsen af den sorte
”vandslange”, der først går på jagt, når mørket falder på. Det skal der nu gøres noget ved.
Biologen Kaj Sünksen fra Grønlands Naturinstitut har således modtaget et forskningslegat fra Selvstyret til at undersøge åleforekomsten i Grønland. Projektet vil i første omgang være koncentreret om søer i forbindelse til fjordsystemet ved Nuuk.
- Gennem årene er der blevet fanget hundredvis af ål forskellige steder i Grønland. De lokale kender typisk til enkelte søer, hvor der er ål, men vi har ikke noget biologisk overblik over udbredelsen af ålen i Grønland, siger Kaj Sünksen, der om sin interesse for det mærkværdige dyr siger:
- Jeg er den medarbejder på Naturinstituttet, der beskæftiger sig med alle de mærkelige fisk – altså alt med artsdiversitet. Så derfor har jeg også kastet mine klamme hænder på ålen, lyder forklaringen fra Kaj Sünksen, der fik interesse for den grønlandske ål, da han hørte, at de blev fanget i Sydgrønland. Han bad om at få sendt et par eksemplarer til en nærmere undersøgelse. Det måtte imidlertid ske i to omgange, da en familie spiste den første sending.
Køb AG her: