Nuuk

Grønlands Landsret stadfæster dom i drabssag fra Nuuk

Landsretten har stadfæstet Sermersooq Kredsrets dom mod en 44-årig mand på syv års anstaltsanbringelse for drab på sin 39-årige hustru

Offentliggjort

Mandag afsagde Grønlands Landsret dom i en sag, hvor en 44-årig mand fra Nuuk er blevet dømt for drab på sin 39-årige hustru.

Sagen stammer tilbage fra 29. maj, hvor politiet blev kaldt til en lejlighed i Nuuk, hvor den nu afdøde kvinde blev fundet livløs.

Den 44-årige mand blev anholdt og har været tilbageholdt siden. Landsretten fandt det - i lighed med bevisresultatet fra kredsretten - bevist, at han havde dræbt sin hustru.

- Det er jo en utrolig tragisk sag, men jeg er glad for, at landsretten har vurderet sagen på samme måde som anklagemyndigheden, og at landsretten har fundet tiltalte skyldig i drab, siger anklagerfuldmægtig Lasse May.

Læs: Voldsmand dømt for drab: Syv år i anstalt

Tiltalte blev idømt syv års anstaltsanbringelse, hvilket er en skærpelse i forhold til ‘normalforanstaltningen’ i drabssager.

I forhold til foranstaltningens længde siger Lasse May:

- Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om syv års anstaltsanbringelse, dels på grund af at tiltalte tidligere var dømt for personfarlig kriminalitet og dels på grund af det skærpende i, at afdødes børn var til stede under og overværede drabet, så også her er jeg glad for at Grønlands Landsret har vurderet de skærpende omstændigheder på samme måde som anklagemyndigheden.

Den 44-årige mand tiltalte blev endvidere dømt til at betale erstatning til de efterladte børn og frakendt arveretten efter den afdøde.

Læs: Mand sigtet for drab på kvinde

Læs og se billeder i: Kvinde død - politiet efterforsker sagen

Powered by Labrador CMS