Grønland vil erobre FNs kulturarvsliste

Grønland vil snart søge UNESCO om at få optaget en række emner i Sydgrønland på organisationens liste over verdens vigtigste kulturarv.

Fire områder omkring Qaqortoq er udset til at komme på verdensarvslisten.
Offentliggjort

Grønlænderne er på vej med en formel ansøgning om at få optaget steder i den sydligste del af Grønland på FN-organisationen UNESCOs såkaldte verdensarvsliste, skriver berlingske.dk.

Grønlænderne vil sende en såkaldte serienominering til UNESCO med ønske om samlet optagelse af fire områder i Sydgrønland. Områderne afspejler landbrug i Grønland fra vikingerne eller nordboerne ankom i slutningen af 900-tallet til i dag, hvor moderne grønlændere ligesom dengang har fårehold.

Projektet hedder da også 1.000 års landbrugskultur i Arktis. Ifølge museumsinspektør Georg Nygaard, Grønlands Nationalmuseum, ville grønlænderne oprindeligt have sendt ansøgningen af sted til februar. Men pga. tekniske og praktiske problemer bliver ansøgningen først afsendt i 2010.

Georg Nygaard ønsker ikke at komme med et bud på, hvornår 1.000 års landbrugskultur i Arktis i givet fald bliver ophøjet til verdensarvslisten.

- Vi vægter det norrøne landbrug og det nuværende landbrug lige meget i ansøgningen. De steder, hvor nordboerne boede, er de samme steder, som fåreholderne bor i dag. De gode områder i dag til fårehold er de samme som dengang, forklarer Georg Nygaard.

Serienomineringen er næsten identisk med den nominering, der allerede er på Kulturarvsstyrelsens såkaldte tentative liste. Denne liste indeholder mulige, danske og grønlandske emner til den egentlige verdensarvsliste. På den tentative liste er Hvalsø-kirkeruin, bispesædet Gardar og Brattahlid i Sydgrønland udpeget som en slags grønlandske boblere til verdensarvslisten.

Med på den tentative liste er for Grønlands vedkommende også Aasivissuit og Arnangarnup Qoorua omkring Sisimiut i Vestgrønland.

Georg Nygaard vil ikke afvise, at grønlænderne senere vil gøre et officielt forsøg på også at få dem på UNESCOs liste. Ansøgning til UNESCO skal foregå gennem Kulturarvsstyrelsen og Kulturministeriet i Danmark, og i styrelsen vurderer vicedirektør Anne Mette Rabæk, at grønlænderne har gode chancer for at komme "i spil til verdensarvslisten" med en serinominering af 1.000 års landbrugskultur i Arktis.

-Listen er underrepræsenteret med arktiske steder, forklarer hun.

Ilulissat Isfjord findes allerede på verdensarvslisten.

Powered by Labrador CMS