Grønland er en oase
Johanne Schultz har taget orlov fra de danske corona-restriktioner, og nyder at Grønland hidtil har klaret sig så godt i kampen mod pandemien.
43-årige Johanne Shcultz følte en stor lettelse, da hun den 19. november kom til Nuuk. Ikke alene var hun hjemme igen. Det var også en befrielse at opleve, hvordan Grønland har klaret sig fri af de mange corona-restriktioner, som præger livet i Danmark.
- Det var en stor lettelse at komme til Grønland. For her er hverdagen meget mere normal end i Danmark, hvor coronaen og forholdsreglerne bare bliver værre og værre. Her i Grønland kan vi heldigvis nøjes med håndsprit og afstand.
- I Danmark bruger man mundbind overalt. På mit arbejde skal vi bruge mundbind, lige så snart vi rejser os fra skrivebordet – og man kan ikke færdes i butikker og offentlige transportmidler uden. Coronaen fylder utroligt meget i hverdagen.
Alvorlig baggrund
Anledningen til hjemturen var ellers temmelig trist. Hendes far – Bent Egon Jørgensen, bedre kendt som tankpasseren Lille Bent fra Trolles tank i Nuuk – var alvorligt syg.
Det endte også med, at Lille Bent døde den 4. december og blev begravet den 17. december. Her spillede coronaen også ind, fordi begravelsen blev udskudt, så den øvrige familie fra Danmark kunne overstå karantæneperioden.
Forstående arbejdsgiver
- Heldigvis har jeg en god og forstående arbejdsgiver. Jeg arbejder som assistance-rådgiver hos Falck i Vejle, hvor vi modtager alarm-opkald fra hele landet. Da min far blev syg, aftalte vi, at jeg kunne tage af sted i op til tre måneder, hvis jeg havde brug for det.
- Jeg må ærligt indrømme, at udviklingen i Danmark ikke ligefrem motiverer til at tage retur, så jeg har besluttet at tage alle tre måneder her i Grønland, så jeg vender først tilbage til Vejle i midten af februar. Forhåbentlig er coronaen på retræte til den tid, siger Johanne Schultz.
- Grønland har været meget heldig med sin corona-politik. Vi skal være glade for, at det er lykkedes at holde sygdommen næsten ude af landet.
Johanne Schultz har sine to yngre døtre – Sofie på 12 og Amalie på 10 – med på turen til Nuuk, hvor hun bor hos sin ældste datter.
Corona-orloven bliver brugt hos familien – og ikke mindst på kunst, for udover arbejdet hos Falck, er hun også aktiv kunstner.
- Kunsten er min store passion – og jeg håber en dag at komme ud med min kunst til en bredere skare end den nærmeste familie.