Greenland Forum holdes i Nuuk til sommer
Efter to aflysninger i træk er Greenland Forum nu planlagt til at blive afholdt i Nuuk i august.
Grønland i det globale Arktis: klima og velstand – geopolitik og fremskridt.
Det er de emner, som deltagerne i Greenland Forum, som er blevet til i et samarbejde mellem Naalakkersuisut og Arctic Circle Assembly, skal drøfte under Greenland Forum i dagene 27.-29. august 2022 i Nuuk.
Konferencen er blevet aflyst to år i træk, men nu er der fundet nye datoer til at afholde konferencen.
Det oplyser Selvstyret i en pressemeddelelse.
- Vi er en del af den globale verden og som sådan arbejder vi stærkt på at styrke og udvide vores venskaber og kredsen af vores samarbejdspartnere, særligt blandt vores nærmeste naboer. Naalakkersuisut ønsker at der i alt samarbejde og samtale om Arktisk skal være et skarpt fokus på Grønland og vores rolle for at skabe en fredelig og bæredygtig udvikling af vores samfund. Jeg er derfor glad for at netop disse ønsker afspejles i de valgte temaer for forummet, udtaler formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede.
Greenland Forum afholdes i regi af Arctic Circle Assembly, som er ét af de største netværk for international dialog og samarbejde om Arktis. Arctic Circle Assembly nyder stor tilslutning og deltagelse fra regeringer, organisationer, virksomheder, universiteter, tænketanke, miljøorganisationer, oprindelige folk og andre interesserede i udviklingen i Arktis
- Som et arktisk folk har vi en central rolle når der skal diskuteres emner der vedrører Arktis og i beslutninger der vedrører vores samfund. Derfor glæder det mig, at vi sammen med Arctic Circle er blevet enige om at arrangere denne konference i Nuuk. Jeg ser frem til at modtage vores internationale gæster fra nær og fjern til konferencen, siger Múte B. Egede.