Godt nyt til bådfolket i Nuuk
For de fritidssejlere i Nuuk, hvor det kribler for at få båden i vandet, er der rigtig godt nyt
Så er der rigtig godt nyt til alle dem, der her vinteren over har sukket, når de har kigget ud over vandet, og som slet ikke kan vente med at få båden i.
Godthåb Bådeforening har allerede nu sat broerne A, B, og C på sydsiden af tunnellen i vandet. Det er muligt, hvis man er medlem af bådeforeningen, allerede nu at lægge sin båd til ved disse broer.
Stadig frost i luften
Vælger man at benytte sig af denne mulighed, skal man dog huske at sikre at have sine forsikringsforhold i orden, da mange ansvarsforsikringer først gælder fra 1. maj.
Ligeledes skal man være opmærksomme på, at det stadig er koldt derude, og at der er fare for, at isen omkring bådene kan fryse til og beskadige skrog og motor. Når der er dage som i sidste uge, hvor temperaturene, når ned under 15 minusgrader, så skal der ikke meget vind til før kuldefaktoren gør, at det kan fryse adskillige centimeter i løbet af en nat.
Flere broer i vandet
Ifølge Godthåb Bådeforening er målet meget snart både at have broerne A, B, C og 1, 2, 3 og 4 i vandet. Så snart landgangsbroerne er sat i og monteret korrekt, må broerne benyttes.
Dette giver mulighed for, rigtig mange sejlglade nuummiutter kan tage hul på sejlsæsonen allerede nu. Indtil de øvrige broer lægges i vandet har alle medlemmer mulighed for at benytte disse broer. Når så de resterende broer kommer i vandet, skal bådejerne hurtigst muligt få flyttet deres både, så alle får den plads, de har fået tildelt.
Populær beslutning
Allerede nu har mange bådejere besluttet sig for at benytte denne mulighed. På de sociale medier får bådeforeningen da også rigtig mange rosende ord med på vejen.
Dette giver netop også mulighed for, at man kan nå nogle gode rypejagter, inden denne jagt stopper 1. maj.
Ligeledes er der mulighed for nogle unikke sneskoture i de smukke dale i Godthåbsfjorden.