Gentagne hærværk mod politikers bil
Medlem af kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia, Sakio Fleischer (S), har fået ødelagt sin bilrude to gange inden for kort periode. - Jeg håber ikke, at der er et politisk motiv bag det, siger den bekymrede kommunalpolitiker
Sakio Fleischer, der er medlem af kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia for Siumut, fik en grim overraskelse tirsdag morgen i sin hjemby, Uummannaq.
Hans bilrude var nemlig helt ødelagt efter stenkast mod bilen.
- Før jeg skulle på arbejde, tændte jeg for vores bil, og gik tilbage hjem. Men da jeg så kom ud igen for at komme på arbejde, fik jeg et chok da jeg så bilruden, fortæller han til Sermitsiaq.AG.
Er frustreret
Det er ikke første gang, at han oplever det. Det seneste stenkast mod hans bil skete så tidligt som den 30. oktober.
- Det er så frustrerende. Den nye bilrude blev sat i den 29. november, og nu skal vi igen vente på at få en ny rude. Men politiet har gjort et godt stykke arbejde, for gerningsmændene er blevet identificeret. Jeg ved ikke, om der er et politisk motiv bag det, men vi er bekymrede som familie, fortæller Sakio Fleischer.
Vil ikke forlade politik
- Overvejer du at træde tilbage som politiker?
- Nej, det tænker jeg ikke over. Jeg tænker selvfølgelig på min familie, men det sætter tanker i gang. Hvorfor skete det? Og når vi nu igen får ny bilrude, kan vi så være rolige om natten, eller skal vi være bekymrede over, om det vil ske igen, svarer han.