Forskning i vikingemysterium ved vejs ende
Det er fortsat et mysterium, hvad der blev af de første nordboere i Grønland. Pludselig var de væk efter næsten 500 år i Arktis. Måske blev de trætte af at spise sæler, antyder ny forskning

Før de første europæere kom til Grønland i 980'erne, fik de en ganske varieret kost. Den bestod overvejende af grød og mælkeprodukter fra køer, får og geder suppleret med fisk, brød og måske lidt kød. Men der gik ikke mange år i det nye land, før billedet var vendt og kosten noget mere ensformig. Nu stod den på masser af sælkød, måske lidt fisk og så en smule fladbrød og nogle få mælkeprodukter, mener forskere.
For det var svært at holde dyr og umuligt for vikingerne at dyrke jorden i det barske klima. Så de opgav hurtigt de kostvaner og dele af den livsstil, de havde bragt med sig fra Island, og tilpassede sig de lokale forhold, så godt det gik, og begyndte så småt at miste deres identitet som bønder og krigere.
Det viser en række arkæologiske forskningsprojekter, der har stået på her i Grønland en årrække og nu er ved at blive afsluttet, skriver dagbladet Politiken.
Tilsammen tegner projekterne det hidtil mest præcise billede af, hvem de første mennesker, der satte deres fødder i det sydlige Grønland for over 1.000 år siden, egentlig var, og hvordan de levede.
Derfor er ny viden vigtig
Meget af denne viden er egentlig kendt i forvejen fra de islandske sagaer. Her berettes blandt andet, at Erik den Røde omkring det tidspunkt - formentlig 982 - forlod Island med cirka 25 skibe for at slå sig ned i det sydlige Grønland. Men de nye undersøgelser bekræfter, at det faktisk var tilfældet og ikke bare er en opdigtet historie til sagaen.
- Hele historien om bosætningerne i Grønland har grundlæggende været baseret på den viden, man kunne hente om det i sagaerne. Nu kan vi i langt højere grad bekræfte eller korrigere dette billede med udgangspunkt i vores analyser, fortæller Jette Arnborg til Politiken.
Hun er forsker og museumsinspektør ved Nationalmuseets afdeling for Danmarks middelalder og renæssance.