Formodede tyve anholdt efter biljagt
Tirsdag jagtede politiet en stjålet bil gennem Nuuk. To personer blev anholdt.
En årvågen Nuuk-borger anmeldte et indbrud i de tidlige morgentimer tirsdag. Indbruddet var sket i en restaurant i centrum af Nuuk, og anmelderen havde set to personer løbe fra stedet.
Politiet rykkede ud, og det lykkedes at spotte to mistænkte i en håndværkerbil. Politiet forsøgte uden held, at få dem til at standse, og eftersatte håndværkerbilen med fuld udrykning.
Jagten endte i bydelen Nuussuaq, oplyser Grønlands Politi til Sermitsiaq.AG.
På et tidspunkt kører de formodede tyve ind på en blind vej, hvor de ikke kan komme længere. Herfra stikker de af til fods, og betjente sætter også efter til fods og får dem anholdt.
Indbrudsbølge i Nuuk
Politiet har en stærk formodning om, at de har fat i gerningsmændene bag indbruddet i restauranten.
Den bil, der blev brugt i flugten, viste sig desuden at være stjålet fra en håndværksvirksomhed tidligere på natten.
Nuuk i øjeblikket ramt af bølge af indbrud og tyverier fra især virksomheder, og derfor patruljeres der ekstra meget for at være synlige og få fat på eventuelle gerningsmænd, oplyser Grønlands Politis presseafdeling.