Formanden for Inatsisartut: Forretningsordenen er klar

Der er ingen diskussion om, hvorvidt Naalakkersuisut skal udlevere dokumenter til revisionsudvalget. Forretningsordenen er klar på området, mener formanden for Inatsisartut, Vivian Motzfeldt.

Offentliggjort

Tre måneder skulle det tage Revisionsudvalget at undersøge stenbidersagen. Udvalget begrunder tidsforbruget med, at det har været svært at få adgang til visse dokumenter og oplysninger, som de skulle bruge for at få klarlagt forløbet og fakta i sagen. Den oplevelse deler de med Formanden for Inatsisartut.

- Det er netop også det, som udvalget kritiserer, siger Vivian Motzfeldt til Sermitsiaq.AG.

- Processen har været alt for lang i forhold til, hvad den burde have været, fordi det har været svært at få adgang til de nødvendige oplysninger fra Naalakkerusiut, siger hun.

Reglerne er klare

Hun oplyser, at Formandskabet har været opmærksom på det, og at de også rettet henvendelse til Naalakkersuisut om sagerne.

Det er både Revisionsudvalget og Fiskeriudvalget, der har haft udfordringer med at få adgang til information. Reglerne er ellers klare nok, mener formanden.

- Det står meget klart i vores forretningsorden, at udvalgene har adgang til at indhente dokumenter hos Naalakkerusisut

- Især Finans- og Revisionsudvalget skal have adgang til de dokumenter, de har brug for, fordi det er deres opgave, at føre tilsyn med Naalakkersuisut, siger hun.

Kan ikke se løsning

Hvordan skal man så sikre at udvalgene får adgang til de dokumenter, de har brug for fremover?

- Jeg synes, det er meget svært at svare på, for det står jo allerede i vores forretningsorden, at udvalgene skal have adgang til oplysninger og dokumenter.

Har det så konsekvenser at Naalakkersuisut har begrænset udvalgenes adgang til information?

- Nu må vi se. Det er op til Inatsisartut. Hver gang udvalgets arbejde forhindres, så er det jo ødelæggende for demokratiet. Det handler om gensidig respekt. Det handler ikke om enkeltpersoner men om landet. Det handler ikke om Kim Kielsen, understreger formanden.

Vivian Motzfeldt forklarer, at Formandskabet ikke har nogen sanktioneringsmuligheder, når Naalakkersuisut ikke overholder forretningsordenen, men at Inatsisartut er den myndighed, der skal tage stilling til konsekvenserne.

Powered by Labrador CMS