Forbud siden 1980: Skal det igen være lovligt at indføre motorcykler?
Det er forbudt at indføre motorcykler her til landet, men nu er det på tide, at vi genovervejer loven, mener Bjørk Lange Kristensen fra Demokraatit.
Siden 1980 har det været forbudt at indføre motorcykler her til landet.
Skulle man alligevel være så heldig at støde på en funktionsdygtig motorcykel, har den mere end 43 år på bagen. Det siger sig selv, at de tunge tohjulede maskiner derfor er en uddøende race, men forbuddet, der i sin tid blev indført som følge af en række alvorlige ulykker i 70'erne, bør genovervejes, mener Bjørk Lange Kristensen.
Han er medlem af Inatsisartut for Demokraatit og har for nylig stillet en række paragraf 37-spørgsmål til Naalakkersuisut i et forsøg på at afdække, hvorvidt forbuddet stadig er relevant den dag i dag.
- Lysten til at køre på motorcykel hos nogle mennesker har nok eksisteret længe, siger han med henvisning til, at det ikke er første gang, at forbuddet tages op til debat.
Mindre kubik
Der er dog ikke nogen særlig grund til, at Bjørk Lange Kristensen vælger at rejse debatten på ny. Men, siger han:
- Vi (Demokraatit, red.) er et liberalt funderet parti, som går ind for frihed. Vi er ikke meget for forbud, men om det er motorcykler eller noget helt andet, så skal man gøre det på forsvarlig vis - uden at bringe sig selv eller andre i fare. Det er selvfølgelig helt centralt.
Bjørn Lange Kristensen har svært ved at se det for sig: En flok brølende Harley-Davidson-motorcykler, der drøner gennem gadebilledet. I hvert fald, hvis man sætter det sådan op.
- Det er ikke de største motorcykler, jeg tænker på. Nok nærmere motorcross eller motorcykler med mindre kubik. Efterspørgslen på de allerstørste motorcykler er nok heller ikke så stor, vurderer han.
Aldrig sige aldrig
Kunne du selv være interesseret i at køre på motorcykel?
- Jeg har aldrig prøvet det, men man skal aldrig sige aldrig.
Spørgsmålene, som politikeren søger svar på, handler blandt andet om, hvilke lovgivningsmæssige initiativer, der skal tages for at gøre det lovligt at indføre motorcykler, samt hvilke økonomiske og administrative konsekvenser, det i så fald vil have for det offentlige.
Det skal gøre ham klogere på emnet, inden han eventuelt bringer forbuddet mod import af motorcykler op på den politiske dagsorden.