Forældre ønsker tandlægerejsehold
Hvorfor skal børn betale prisen for at være født med skæve tænder, når alle andre sundhedstilbud i Grønlands sundhedsvæsen er gratis? Det spørger en gruppe forældre fra Sisimiut, der ønsker et rejsehold med tandlæger.
Hvorfor er mit barn dårligere stillet i forhold til tandregulering, når vi ikke bor i hovedstaden?
Det spørgsmål stiller mange forældre sig selv ude på kysten, når tandplejere henviser til privattandlægen i Nuuk, med henblik på at få sat tandbøjler.
Den problematik har Sakarine O. Müller oplevet.
- Mit barn er af den lokale tandpleje henvist til at få tandbøjle, da hendes tænder er skæve. Vi fik at vide, at der ikke er tilbud her i Sisimiut, og at vi derfor selv skal afholde udgifter til rejse, ophold, kost, logi og tandregulering i en privattandklinik i Nuuk, fortæller Sakarine O. Müller til Sermitsiaq.AG.
Flere deler samme udfordring
Hun oplyser, at hun er en del af en forældregruppe i Sisimiut, der har drøftet tandreguleringsudfordringer i byen. Sisimiut har 5.653 indbyggere pr. 1. juli 2021 og er den næststørste by i Grønland.
Sakarine O. Müller harcelerer over en udmelding omkring ubrugte midler til tandregulering i 2020, der er kommet frem efter Naalakkersuisuts kasseeftersyn.
For tidligere i forløbet har politikerne meldt ud, at der ikke er penge nok til at give tilbud som tandregulering udenfor Nuuk.
- Hvorfor er pengene ikke brugt på anden vis, så andre børn kan få et tilbud om tandregulering, når børn i Nuuk kan få tilbuddet gratis, spørger Sakarine O. Müller.
- Jeg ser gerne en oprettelse af et rejsehold, der specifikt kan tage sig af tandregulering og tandbøjler til børn på kysten, så alle børn får en fair behandling, siger hun til Sermitsiaq.AG.
Andre gratis tilbud
Tandregulering er et tilbud, der siden i starten af 2021 kun gælder i Nuuk. Her gjorde Naalakkersuisut det klart, at der er visse visitationskriterier, der skal opfyldes, før et barn henvises til en specialiseret tandlæge, der kan udføre tandregulering med bøjler.
Forudsætningen er dog, at der kan ansættes tandlæger med speciale i tandregulering.
Sakarine Müller og hendes forældregruppe mener, at der er en skævvridning af samfundet, når tilbuddet om tandregulering ikke skal være gratis for andre byer, når andre sundhedstilbud udføres gratis i sundhedsvæsenet.
Hun peger på, at der også er blandt andre hjertelæger og øre-, næse- og halslæger der rejser rundt og udfører indgreb lokalt, der nødvendigvis ikke er livstruende.
- Der er flere, der får tilbudt undersøgelse i Nuuk, hvor rejse, ophold og undersøgelser er gratis. Hvorfor gælder det ikke for børns tænder, når skæve tænder ikke engang er barnets skyld, siger Sakarine O. Müller og fortsætter:
- Hvorfor gælder samme tilbud ikke for børn med skæve tænder Hvorfor rejser specialtandlægen ikke rundt og behandler vores børn lokalt?
Hun efterlyser tandlæger med speciale indenfor tandregulering også rejser internt i Grønland for at behandle skæve tænder.
Læs hele sagen:
-
Den offentlige tandpleje dropper bøjler
-
Pisortat kigutileriffiini bøjlelersuiunnaarput
-
Ændring i tandplejen er i strid med bekendtgørelse
-
Kigutigissaanermi allannguisoqarnera nalunaarummik malinninngilaq
-
Spar ikke på tandsundheden
-
Meeqqat kigutaasa peqqissusaannut tunngatillugu sipaarasi
-
Tandbøjle-sag er under al kritik
-
Bøjlet pillugit suliaq isornarluinnarpoq
-
Nedskæringer er ikke godkendt
-
Chokregning på 40.000 kr.