sociale medier

Forældre kan hjælpe børn til mobbefrit net

En ny analyse viser, at digital mobning øger risikoen for selvskader. Anti-mobbekonsulent opfordrer forældre til at vejlede deres børn i god tone på nettet

En ny analyse viser, at digital mobning øger risikoen for selvskader. Anti-mobbekonsulent opfordrer forældre til at vejlede deres børn i god tone på nettet
Offentliggjort

Det kan gøre rigtig ondt, når børn mobber hinanden på nettet. Derfor er det vigtigt, at forældre er med på sidelinjen og vejleder i god opførsel, når børn og unge logger på eksempelvis Facebook eller Instagram.

Sådan lyder opfordringen fra anti-mobbekonsulent i Red Barnet Lars Netteberg.

Han har været med til at udvikle Red Barnets indsats mod mobning, og han mener, at forældrene spiller en vigtig rolle i kampen om at komme mobningen på nettet til livs.

- Det vigtige for at forebygge mobning er, at man snakker om, hvad det betyder, når man skriver, som man gør. Børnene skal have en større bevidsthed om, hvordan medierne bruges.

- Du kan gå ind og sætte dig ved siden af den unge, der er på Facebook, og snakke om, hvem de skriver med, og om det er ubehageligt, siger Lars Netteberg.

Der er grund til at være på vagt som forældre, for en ny analyse peger ifølge Berlingske på, at mobningen på de sociale medier gør mere ondt end mobningen i skolegården.

I analysen har Center for Selvmordsforskning spurgt mere end 3000 skoleelever om mobning.

Undersøgelsen viser, at børn, der bliver mobbet digitalt, har større risiko for at gøre skade på sig selv ved eksempelvis at skære i sig selv end børn, der kun bliver mobbet i skolen.

- Man kan ikke bare slukke telefonen eller computeren. Det er 24-7. Det er blevet sværere at slippe væk fra, siger Lars Netteberg.

Han erkender, at det dog ikke er en let opgave som forælder at komme den digitale mobning til livs.

- Man skal have et godt tillidsforhold til sine børn. Man skal interessere sig for, hvad ens børn laver på nettet.

- Der er ingen nemme løsninger, hvor man kan logge ind på sit barns sociale medier. Man er nødt til at være med på sidelinjen, siger han.

I den nye analyse er det omkring hver tredje elev, der svarer, at han eller hun har oplevet at blive mobbet. Hver fjerde af mobbeofrene oplever mobningen på nettet.

Formanden for Danske Skoleelever, Jens Vase, mener også, at det er vigtigt, at forældrene aktivt deltager i kampen for et mobbefrit net.

- Man skal ikke være bange for at tage fat i problemet ved roden. Digital mobning er en gråzone, fordi det både kan ske på skolen og i hjemmet.

- Forældrenes opgave må være at identificere problemet og ikke være berøringsangste, siger han.

Selv om forældre har en stor opgave, så er det også skolens og institutionens ansvar at gøre noget ved mobningen.

Derfor er det først og fremmest skolen, som forældrene skal gå til ved mobning, mener elevformanden. Men en snak med mobberen eller mobberne kan også være en løsning.

- Der er en risiko for, at det bliver for konfrontatorisk, men det må man som forælder vurdere, siger Jens Vase.

Mette With Hagensen, der er formand for Skole og Forældre, mener, at man som forældre skal have fokus på det samme uanset, om mobningen foregår digitalt eller i skolen.

- Pli og god opførsel er det samme i den digitale verden som i skolen. Det er det, vi skal have fokus på. Man skal opføre sig ordentligt, uanset om man taler i et klasseværelse eller er på Snapchat, siger hun.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS