Fond vil støtte hjemløsecenter med millioner
Oak Foundation er indstillet på at bidrage med 40 millioner kroner til opførelsen af et hjemløsecenter i Nuuk.
Kommuneqarfik Sermersooq har udsigt til at få en hjælpende hånd af de store i forbindelse med opførelsen af et nyt hjemløsecenter i Nuuk.
Kommunalbestyrelsen har allerede bevilget 80 millioner kroner til projektet, men den familieejede fond Oak Foundation har givet tilsagn om, at fonden er villig til at poste ikke mindre end 40 millioner kroner i projektet.
Hjemløsecentret skal ifølge et programoplæg bestå af et nødherberg med plads til cirka 70 personer, hvor kvinder og mænd opdeles i hver deres sovesal med tilhørende bad- og toiletfaciliteter.
Derudover skal der også være en afdeling med cirka 70 udslusningsboliger, hvor der i alle boenhederne skal være eget bad og toilet. De to afdelinger skal bindes sammen af et fællesområde med blandt andet ankomsthal, samtalerum og et fælles vaskeri.
Udvalg har godkendt fortsat samarbejde
Byggeriet ventes at blive på lidt over 2.000 kvadratmeter og placeret i den sydlige ende af Kujallerpaat i Nuuk.
Fonden har nogle ønsker til projektet, og kommunen er i øjeblikket ved at finde ud af om man kan blive enig med fonden om udformningen af projektet.
Et af fondens ønsker er ifølge kommunens forvaltning, at der skal være fokus på kvinder og unge i projektet. Kommunens Udvalg for Vældfærd og Arbejdsmarked har tidligere godkendt, at forvaltningen skal fortsætte samarbejdet med fonden med henblik på at lande en aftale.
Hvis kommunen får lavet en aftale med Oak Foundation om bidraget, vil kommunen kunne ændre bevillingen til hjemløsecentret og bruge pengene på andre områder.