Folketingsvalg: Der tegner sig et nervepirrende tæt løb
Første Exit Poll kan meget vel give de grønlandske folketingsmandater en nøglerolle
Alt kan bevæge sig. Og det kan gå hurtigt. Men netop nu viser den første Exit Poll - der bygger på, hvordan 9200 danske vælgere rent faktisk har stemt - at den røde blok i Folketinget står til 86 mandater.
Medregner man de forventelige tre røde mandater fra Grønland og Færøerne, er den røde blok kun et enkelt mandat fra et flertal - nemlig 90 mandater.
Det røde mandat på Færøerne er allerede sikret. Det forventes, at IA og Siumut beholder sine to folketingspladser. Det har i hvert fald været tilfældet de sidste 12 år.
Nok mister statsminister Mette Frederiksen ifølge målingen sit flertal. Men hun mangler kun et enkelt mandat for at kunne fortsætte uden en regering henover midten.
En ønskesituation i en forhandling om ny regering.
Holder prognosen - og det gør den første Exit Poll ofte - kan det give de nordatlantiske mandater en nøglerolle. Det er den rene gyser. Uhyggeligt tæt løb.
Den borgerlige blok står til 73 mandater. Dermed skal Moderaterne med tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen tilbage i den borgerlige fold, selv om han er gået på valg for en regering henover midten, hvis den borgerlige fløj skal sikre sig Statsministeriet.
Moderaterne står til 16 mandater og med det borgerlige færøske mandat er de magiske 90 mandater i hus.
Lars Løkke Rasmussen har dog under hele valgkampen undgået at pege på en statsministerkandidat.
Det bliver en lang aften.