Folketingsmedlemmer vil styrke parlamentarisk rigsfællesskab

En række folketingsmedlemmer vil indføre en ordning, hvor parlamentarikerne kan tale direkte med hinanden. Færingen Edmund Joensen ønsker, at parlamentarikerne kan drøfte udenrigs- og forsvarspolitik.

Arkivfoto. Søren Espersen er blandt fortalerne for mere dialog blandt parlamentarikerne i Rigsfællesskabet.
Offentliggjort

Edmund Joensen fra Sambandspartiet er blandt de folketingsmedlemmer, som efterlyser et forum, hvor parlamentarikere fra Grønland, Danmark og Færøerne kan tale sammen.
på et parlamentarisk grundlag.

Sammen med Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, har han nogle ideer til en tættere kontakt.

- Det handler om, at Færøerne skal inddrages, når det handler og færøske forhold, og Grønland skal inddrages, når det handler om Grønlandske forhold. Der bliver lagt op til, at sagerne skal grundfæstes i alle parlamenterne, siger Edmund Joensen.

Udenrigs- og forsvarspolitik

Edmund Joensen siger, at han på nuværende tidspunkt ikke har en endelig løsning på, hvordan man rent praktisk kunne indrette sig.

Han ser for sig, at der er brug for at diskutere udenrigs- og forsvarspolitik på parlamentarisk niveau blandt alle parlamenterne i riget, fordi politikken på dette område bliver afgjort i København.

Når der er et emne, hvor Færøerne skal inddrages, så bliver landsstyret orienteret og ikke parlamentarikerne. Edmund Joensen ville gerne se, at parlamentarikerne i større grad bliver inddraget.

- Det kan være i forbindelse med forsvarspolitik eller sager der vedrører Arktis. Vi har flere og flere sager, som vi skal samarbejde om, siger Edmund Joensen.

Forelægges folketingets ledelse

Under redegørelsesdebatten 20. oktober støttede flere danske folketingsmedlemmer, at der bliver etableret et parlamentarisk samarbejde i rigsfællesskabet.

-Bl.a. hr. Søren Espersen har jo foreslået, i øvrigt på linje med flere grønlandske politikere og mig selv, at vi i hvert fald får styrket det parlamentariske samarbejde mellem de tre dele af rigsfællesskabet - også på det udenrigspolitiske område, sådan at vi kan finde hinanden i det, der skal ske, sagde Martin Lidegaard, Radikale Venstre, i sin ordførertale.

Martin Lidegaard og Søren Espersen, Dansk Folkeparti, gav hinanden håndslag på, at de vil gå til Folketingets Præsidium for at høre, hvordan man kommer videre i sagen.

Årligt møde

Søren Espersen ser for sig, at parlamentarikere fra de tre lande mødes en gang om året, og i fællesskab kommer med en henstilling til parlamenterne. Noget som minder om arbejdsmåden i Nordisk Råd.

Imidlertid forestiller Søren Espersen sig ikke, at man i det forum deler fortrolige oplysninger om forsvars- og sikkerhedspolitik.

-Det ser jeg ikke som ideen. Det her er for at løse praktiske problemer, irritationsmomenter og alle mulige ting. Det mest vigtige er, at vi kommer til at lære hinanden at kende, siger Søren Espersen.

Fora nok

Det er dog ikke alle danske politikere, som uden videre tager forslaget til sig. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti, er skeptisk, og det samme er Socialdemokratiets udenrigsordfører, Annette Lind.

-Jeg synes, vi har rigtig mange forum, hvor vi kan mødes. Vi har et Færøudvalg, et Grønlandsudvalg. Vi har Nordisk Råd, vi har Udenrigspolitisk Nævn. Jeg sidder selv næsten i alle de fora, så der er mulighed for at få en mere formel diskussion, hvis man vil det. Jeg synes man skal passe på med at lave for mange formelle fora, siger Annette Lind.

Powered by Labrador CMS