Folketingsmedlem opfordrer til handling: Trump overdriver og vil ikke lytte

Trump er ikke en mand, der lytter til de diplomatiske signaler, og derfor bør Grønland i samarbejde med Danmark sætte mere konkret handling bag sine ord til Donald Trump, mener Aaja Chemnitz (IA). Hun siger også, at Donald Trump overdriver og manipulerer, når han udtaler, at der er russiske og kinesiske skibe overalt i grønlandsk farvand.

- Meldingen fra min side og IA’s vil altid være den samme: Grønland er ikke til salg og vil heller ikke komme til salg, så man kan godt glemme sine planer om, at Grønland skal blive en del af USA, siger Aaja Chemnitz.
Offentliggjort

Medlem af Folketinget, Aaja Chemnitz (IA), opfordrer nu til, at Grønland og Danmark foretager konkrete handlinger vedrørende beredskabet og beskyttelsen af Grønland, efter Donald Trumps seneste udmeldinger om Grønland.

- Jeg synes, vi er en situation, hvor vi har en stor værktøjskasse, men vi bruger kun det ene værkstøj, og det er diplomatiet og de politiske signaler, som vi vil sende mundtligt til USA, siger Aaja Chemnitz.

Hun mener, det nu står meget klart, at Trump ikke lytter til signalerne:

- Vi står i en situation, hvor man har talt tydeligere og tydeligere, men det er tydeligt, at det er en amerikansk præsident, der ikke lytter, siger Aaja Chemnitz.

- Vi skal have en plan

Hun siger, at dialogen mellem Danmark og Grønland bør være tættere og mere konkret for at skabe tryghed i Grønland.

- Vi skal have en fælles plan for, hvad vi gør, hvis det værst tænkelige skulle ske.

- Det er vigtigt med et bedre beredskab, end vi har i dag og tættere dialog med Danmark, siger Aaja Chemnitz, der mener, at truslen fra USA er blevet mere konkret efter weekendens begivenheder.

Hun siger, at det står klart, at Donald Trump optræder manipulerende med sine påstande om sikkerhedssituationen omkring Grønland:

Chemnitz: Trump manipulerer

- Der er en vedvarende interesse for Grønland, hvor man for eksempel overdriver tilstedeværelsen af russiske og kinesiske skibe i grønlandsk farvand.

- Jeg har siddet i Forsvarsudvalget i mere end ti år, og der er til tider skibe, men at overdrive for at fremme sine egne interesser er at manipulere og lyve om situationen i Grønland.

- Det er over min grænse, siger folketingsmedlemmet og fortsætter:

- De diplomatiske og politiske spilleregler er der ingen respekt for i USA. Det er ret tydeligt.

Militærøvelse bør overvejes

Aaja Chemnitz mener konkret, at en forlængelse af en militærøvelse bør overvejes:

- Jeg tænker primært beredskab, men vi lavede også en øvelse, Arctic Light, som vi afholdt med europæisk og nordisk militær, og det kunne man overveje om man skulle lave en forlængelse af det, siger Aaja Chemnitz.

Powered by Labrador CMS