Fokus på døves svære vilkår

- Det er en kæmpe udfordring at være døv i Grønland, lyder det fra en arrangørerne af et seminar for døve, der begynder senere på ugen. Døve har hele Norden deltager

Arkivfoto: Nauja Møller
Offentliggjort

I dagene d. 29.– 31. august 2012 afholdes for første gang et nordisk seminar for døve i Nuuk, Grønland. Seminaret er arrangeret af Døves Nordiske Råd (DNR) og deltagere er døve fra Grønland, Sverige, Finland, Danmark, Færøerne, Island og Norge. Fra Grønland deltager 24 døve fra hele landet. Formålet med seminaret er bl.a. i fællesskab at se på, hvordan der kan støttes op om det nystartede grønlandske døveforbund, Kalaallit Tusilartut Kattuffiat (KTK), der blev stiftet i 2011.

Naalakkersuisut på besøg
Seminaret får besøg af både Mimi Karlsen, medlem af naalakkersuisut for familie, kultur, kirke og ligestilling og Agathe Fontain, medlem af naalakkersuisut for sundhed, og her vil fokus være at drøfte, hvordan forholdene for Grønlands døve kan forbedres på længere sigt. Det er blandt andet emnerne kommunikation, tolkning, uddannelse og arbejde samt tilgængelighed til samfundets øvrige tilbud, der er i centrum.

På seminaret vil man også se nærmere på, hvordan den nye teknologi indenfor video- og fjerntolkeområdet kan anvendes i Grønland. Det vil nemlig give mulighed for, at døve kan få adgang til tegnsprogstolkning på en nemmere og mindre omkostningsfuld måde, end tilfældet er i dag. Derfor deltager Den Nationale Tolkemyndighed fra Danmark og Tele Greenland også i drøftelserne på seminaret.

Hvordan får grønlandske døve en bedre fremtid?
- Der er ingen tvivl om, at det er en kæmpe udfordring at være døv i Grønland. Der er kun én uddannet tegnsprogstolk, lange afstande og kun få muligheder for døve for at være sammen med andre tegnsprogsbrugere. Vi ønsker sammen med de andre nordiske lande til at se på, hvordan forholdene for døve kan gøres bedre, siger Janne Boye Niemelä, Landsformand for Danske Døves Landsforbund.

Der findes i dag cirka 20 døve tegnsprogsbrugere i Grønland. 27. april 2010 oprettedes døveforeningen Siuteq i Nuuk, og i 2011 oprettedes et nationalt døveforbund Kalaallit Tusilartut Kattuffiat (KTK), som er en sammenslutning af døve i hele landet.

Powered by Labrador CMS