FN’s Internationale Ældredag i skyggen af corona
Det er Ældretalsmandens første markering af FN’s internationale ældredag i dag den 1. oktober.
1. oktober er FN’s Ældredag, der sætter fokus på ældres ve og vel verden over.
Grønlands nye ældretalsmand, Helene Heilmann, som blev udpeget til stillingen 1. april fejrer sin halvårsdag på jobbet.
- Jeg siger selvfølgelig tillykke med dagen til de ældre. Vi skal huske, at de bærer på en enorm livserfaring, hvilket kan gavne samfundet på mange områder, siger Helene Heilmann.
Hun hæfter sig dog ved, at der ikke er lavet de store arrangementer for de ældre i byer og bygder.
Fejrer dagen på plejehjemmet
I Ilulissat har Avannaata Kommunia arrangeret en uden dørs arrangement på grund af forsamlingsforbud grundet corona-smittefare.
- Der skal der vælges ”Årets Ældre”, der har gjort sig bemærket for at arbejde for sine medældre, siger hun og fortsætter:
- Det er selvfølgelig ærgerligt, at man ikke kan holde større arrangementer for ældre på grund af restriktionerne. Det er på sin plads at fejre de ældre, understreger Helene Heilmann.
Hun skal fejre dagen med at spise frokost med de ældre i plejehjemmet og drikke kaffe med ældres forening i Nuuk.
Flere ældre kommende år
Naalakkersuisoq for sociale anliggender, Martha Abelsen, har i en pressemeddelelse understreget, at der de kommende år vil være flere ældre. Det er derfor essentielt, at de ældre holder sig sunde længere.
- Det er vigtigt, at vi er med til at sikre de ældre en sund aldring og et godt liv. Samtidig er det vigtigt, at vi forbereder os bedst muligt på det stigende antal ældre, udtaler Martha Abelsen.
Ældretalsmand, Helene Heilmann, fortæller til Sermitsiaq.AG, at hun vil arbejde for, at de ældre får bedre og grundigere hjemmehjælp.