Fly måtte nødlande i Nuuk onsdag aften
Grønlands Politi oplyser, at der ikke er sket noget alvorligt, og at der heller ikke er sket nogen personskade. Greenland Airports bekræfter, at et fly måtte nødlande i Nuuk onsdag aften.
Et mindre fly, der lettede fra Goose Bay i Canada, måtte nødlande i Nuuk onsdag aften grundet problemer med kabinetryk.
Foto: Privatfoto
Onsdag omkring klokken
18.45 rykkede både politi, brandvæsenet og ambulancer ud til lufthavnen og
gjorde sig klar, hvor et fly fra Canada havde retning mod lufthavnen.
Et mindre fly,
der ellers ikke havde planlagt landing i Nuuk, havde nemlig alarmeret Nuuks lufthavn
efter at have været i luften i tre timer.
- Jeg kan bekræfte at både politiet og brandvæsenet er til stede ved lufthavnen. Men der er ikke
sket nogen personskade eller anden alvorlig hændelse under den episode, fortæller vagtchef ved Grønlands
Politi Thomas Jeppesen.
Vagtchefen kunne ikke uddybe, hvad "hændelsen" var og henviste til Greenland Airports.
Fejl i kabinetryk
Hvad episoden
var, kunne kommunikationschef ved Greenland Airports uddybe:
- Det drejer sig
om et fly, der er nødlandet i Nuuk. Når et fly skal nødlande, så må vi
simpelthen aktivere hele alarmberedskabet. Og det er det, der er sket i Nuuk i
dag, fortæller Stine Buur Hvistendahl til Sermitsiaq.
- Flyet havde
problemer med kabinetrykket. Flyet er landet sikkert nu og skal igennem en undersøgelse,
og derefter flyve igen, oplyser hun.
Kommunikationschefen
oplyser, at selvom udrykningen kunne virke dramatisk, så er der ikke sket nogen
alvorligere hændelse i lufthavnen. Flyet nødlandede sikkert omkring klokken 18.30.