Flere penge til Grønland fra EU
Det siger Bendt Bendtsen, medlem af Europa-Parlamentet for Konservative
Det er fortsat vigtigt at udvikle relationen mellem EU og Grønland. EU understreger med hensigtserklæringen fra juni, at det er vigtigt, at Grønlands mineralressourcer må udvindes med fokus på bæredygtighed.
Det mener forhenværende vicestatsminister i Danmark og nuværende medlem af Europa-Parlamentet for Konservative, Bendt Bendtsen.
- I denne erklæring finder jeg det essentielt, at EU understreger, at Grønlands mineralressourcer skal udvindes med fokus på bæredygtighed. Derudover er det til alles fordel, hvis mineralressourcer udnyttes ud fra principper om fri konkurrence. Det er den bedste måde at øge Grønlands og EU’s økonomiske positioner, siger Bendt Bendtsen onsdag til Sermitsiaq.AG.
Læs også "Det bliver et godt ægteskab"
Læs også "EU har 1,6 milliarder med"
Læs også "EU-kommisær: Grønland er afgørende for EU"
Kina skal være i Kina
Bent Bendtsen, som sidder i EU-Parlamentets udvalg for industri, forskning og energi, følger tæt de grønlandske mineraludvindingsaktiviteter.
- Der er også kinesiske interesser på spil i Grønland. Kinesiske virksomheder har langt bedre mulighed for at føre minedrift i Kina, end europæiske virksomheder har. Det er der primært én grund til: Statsstøtte. Dermed har de kinesiske virksomheder bedre vilkår, når de skal i konkurrere med de europæiske virksomheder, siger det konservative medlem af Europa-Parlamentet.
- EU vil dog fortsat arbejde for at styrke forholdet mellem Grønland og EU, og i udkastet til EU's budget for 2014-2020 er der afsat 219 millioner euro til samarbejde med Grønland, siger Bendtsen.
Flere penge til Grønland
- Derudover ville jeg ønske, at EU ville afsætte flere midler til pilot-projekter i Grønland - en mulighed, der vil være en fordel for både arbejdsstyrken, udvindingen af ressourcer og forskningen og dermed være til gavn for både Grønland og EU, siger Bendt Bendtsen.
I juni besøgte Europa-Kommissionens næstformand og kommissær for erhverv og industri, Antonio Tajani, Grønland. Her blev en hensigtserklæring mellem landene underskrevet.