Flere kommer i misbrugsbehandling

Sidste år tog flere misbrugere mod tilbuddet om gratis behandling for problemer med alkohol, hash eller spil

Offentliggjort

Antallet af borgere, der er i rusmiddelbehandling eller for ludomani, er stigende, viser Allorfiks årsrapport 2019.

Sidste år modtog 668 behandling, og flere gennemførte behandlingen med succes, skriver Selvstyret i en pressemeddelelse.

Alkohol er det største problem

Den største gruppe, der modtog behandling sidste år, var unge mellem 25 og 34 år, og det var lidt flere kvinder end mænd.

Alkoholmisbrug er det største problem. Fire ud af fem, 73 procent, af de, der blev henvist til behandling, var storforbrugere af alkohol, havde et sundhedsfarligt forbrug og/eller var stærkt afhængige af alkohol, fremgår det af pressemeddelelsen.

Hashmisbrug er ligeledes et problem – ikke mindst blandt yngre mænd. Op mod halvdelen, 44 procent, af alle mænd i behandling havde problemer med hashrygning og mange havde udviklet svær afhængighed af hash.

Sejr for hver enkelt borger

Allorfik glæder sig over, at flere gennemfører behandlingsforløbet.

- Fire ud af fem henviste misbrugere gennemførte i 2019 behandlingen, og det er lidt flere end året før. Det er en stor sejr for hver enkelt borger, der klarede at komme ud af misbruget, og det er en stor sejr for Allorfik, fremhæves det.

Leder af Allorfik Birgit Niclasen forklarer, at kun én ud af fire, hvilket svarer til 25 procent af disse helt unge misbrugere faldt fra, uden at gennemføre behandlingen i 2019. Året før var det 34 procent, der ikke gennemførte.

- Vi vil gerne give et endnu bedre tilbud til denne gruppe af børn og unge. Det er vi på vej med, men desværre har corona-epidemien midlertidigt sat en stopper for, at vi får det tilbud sat i gang. Men det kommer, lyder det fra Birgit Niclasen.

Powered by Labrador CMS