Fiskeriudvalg: Stop hemmelighedskræmmeriet om Fiskerikommissionen

Inatsisartuts udvalg for Fiskeri, Fangst og Landbrug kritiserer Naalakkersuisut for at holde for tæt på oplysninger i arbejdet i Fiskerikommissionen. Udvalget kritiserer Naalakkersuisut for løftebrud.

Offentliggjort

Inatsisartuts fiskeriudvalg stiller sig ikke tilfreds med Fiskerikommissionens oplysning om dens arbejde.

Derimod kritiserer udvalget Naalakkersuisut for ikke at have inddraget og oplyst udvalget først, før Fiskerikommissionen fremlagde det endelige debatoplæg for både medlemmer i Inatsisartut, pressen og offentligheden generelt.

En fremlæggelse, som Henrik Fleischer har boykottet med begrundelsen om, at fiskeripolitikken er for rodet.

- Naalakkersuisut har ikke overholdt deres løfte om, at Fiskeriudvalget som det første skulle få præsenteret Fiskerikommissionens arbejde. Lovens udarbejdelse kan ikke ske bag lukkede døre, lyder det fra formanden for fiskeriudvalget, Henrik Fleischer (S) i en pressemeddelelse.

Omfattende lov

Kommissionen arbejder blandt andet med en indførelse af forvaltningsplaner, der skal sikre, at der ikke overfiskes, så den enkelte fisker kan leve af sit arbejde, og samfundet kan forvente at få skatte- og afgiftsindtægter, og har ambitioner om at fremlægge en betænkning og lovudkast i juni 2020.

Men det relevante udvalg mener, at det ikke er acceptabelt, at fiskeriudvalget holdes ude, hvad angår mere dybdegående oplysninger.

- Den kommende lov er meget omfattende, derfor er det nødvendigt, at man politisk får sikret, at lovgiverne på et oplyst grundlag bliver delagtiggjort i arbejdet. Inatsisartut bør have god tid til at behandle den kommende omfattende lov, som berører mange fiskere og erhverv, siger Henrik Fleischer.

Kræver inddragelse

Formanden for udvalget revser Naalakkersuisut for at have brudt deres løfte om at holde udvalget opdateret. Ifølge formanden har Naalakkersuisut nu brudt deres løfte i næsten et år.

- Udvalget skal kraftigt indstille til Naalakkersuisut om at fremlægge al arbejdet i Fiskerikommissionen i fortrolighed over for udvalget. Så vægtige og væsentlige opgaver kan ikke holdes hemmelige for Inatsisartuts ressortudvalg. Vi indstiller til, at man over for Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalget i fortrolighed og snarest fremlægger indholdet af arbejdet. Dette da vi kræver, at løftet, som endnu ikke er blevet realiseret i næsten et år, realiseres.

- Fiskeri-, Fangst- og Landsbrugsudvalget har været meget tålmodigt og anmodet om etablering af et godt samarbejde. Men grænsen for tålmodigheden er nået, i al den stund man for tit er kommet ud for, at Naalakkersuisut ikke overholder deres løfter. Vi vil atter engang forsøge at opnå kompromis, da Naalakkersuisut bør realisere fremlæggelse af Fiskerikommissionens samtlige arbejder for Inatsisartuts Fiskeriudvalg i fortrolighed, lyder det.

Powered by Labrador CMS