Fire fantastiske egenskaber i mørket

Det er mørkt, men sneen lyser op. På himlen reflekteres månelyset i de hvide skyer, som bevæger sig hurtigt hen over himlen. Det er et smukt syn. Aldrig har jeg set så mange stjerner. Det er som om tiden går i stå.

Jeg går ind i Anholt-ørkenen. Men hvad er nu det for en lyd, som et lille skrig, er her dyr? Der er ingen vind, men bevægelse i buskene. Buskene ligner virkelig dyr, og mit hjerte banker. Stien er også meget svær at se – og jeg fryser.

Det er nok bedre, at jeg kommer tilbage i morgen, når jeg skal lave interviews med de lokale anholtere i de mørke timer. Det er nok bedre at være to – jeg går hjem.

Jeg var taget til Anholt vinteren i 2024 for at interviewe ø-folket om, hvordan det er at bo på en ø, som er så mørk. Anledningen var mit forskningsprojekt, hvor jeg som lysforsker ville undersøge, hvad det positive er ved mørke. Ja, en lysforsker kan sagtens interessere sig for mørke.

Anholt har fået bevis på at være mørk; øen er blevet Dark Sky-certificeret i år. Ligesom 230 andre steder i verden. Mørke er simpelthen blevet noget, man vil værne om og beskytte, og dét er der en grund til.

Observationer af stjerner i perioden 2011-2022 afslører, at der bliver færre og færre stjerner at se. Det er ikke stjernerne, der er forsvundet, men himlen, som er blevet 7-10 procent lysere for hvert år.

På bare 11 år er nattehimlen i byer og forstæder verden over blevet cirka dobbelt så lys.

Det skyldes voksende befolkninger, der bruger mere og mere kunstigt lys. I dag er lys forbundet med udvikling og branding gennem blinkende lysreklamer. Og tryghed.

Men når overforbruget af lys bliver kaldt lysforurening, er det fordi for meget lys er usundt, både for dyr og mennesker. Den naturlige cyklus mellem dag og nat bliver ødelagt: Insekter bliver tiltrukket af lyset og mister orienteringen, fugle kan ikke finde vej, og generelt bliver dyr et let bytte for andre, når de bliver synlige i mørket.

For mennesker bliver døgnrytmen ødelagt af for meget lys, og det har konsekvenser for vores nattesøvn og helbred.

Så min tur til Anholt var også et forsøg på at undersøge, hvordan vi kan genopdage mørkets kvaliteter, skrue ned for lyset i byrummet og lære at føle os trygge i mørket. Kunne jeg selv blive tryg i mørket?

Jeg kan afsløre, at mørket viste sig at have mindst fire helt fantastiske kvaliteter, som jeg vil dele med dig.

At blive venner med mørket er trygt og afstressende

Jeg møder Anne-Sofie foran hendes hus i Anholt by. Hun er flyttet fra København til Anholt for tre år siden. Hun tager mig med ud at lufte hunden.

- Man skal vænne sig til mørket, siger hun, mens vi bevæger os ud af den oplyste Anholt by, ud i mørket.

Anne-Sofie overbeviser mig om, at man må konfrontere sin frygt for mørke og beslutte sig for, at man vil lære at være i mørket. Men det tager tid at blive venner med mørket.

- På Anholt er mørket forbundet med en ro, der er afstressende, siger hun, mens vi går af en meget mørk sti med grantræer på hver side.

Hunden går på opdagelse i krattet. Vi kan ikke se den, men vi kan høre den.

Som forsker i lys er jeg interesseret i at finde ud af, hvor meget vi kan skrue ned for lyset. Hvor mørkt kan vi leve, uden at det bliver et problem? Hvad kan byen lære af naturen? Og er frygten for mørke tillært, og dermed noget, som kan aflæres?

I Aarhus lavede jeg en undersøgelse, hvor jeg dæmpede lyset 80 procent på en letbanestation. Når lyset var dæmpet på letbanestationen svarede det til lysniveauet i byrummet omkring stationen. Kontrasten var altså væk. Det viste sig, at de fleste testpersoner var mere trygge i det dæmpede lys.

De kunne se omgivelserne og de følte sig ikke udstillede i lyset på stationen. De følte ikke, at de var i en lysboble mere, og det var ikke så stressende at være på stationen nu, hvor lyset var dæmpet.

Mørke forstærker samværet

Senere samme aften går jeg en tur med Berit og Jens. De vil gerne interviewes sammen, det er vigtigt for dem, for mørket er noget, de oplever sammen.

Det første stop er ikke langt væk, det er nemlig en bænk i deres have. Her sidder de ofte sammen og lytter til naturen og ser på stjerner. Vi sætter os, er stille og lytter og betragter himlen. Jeg bliver inviteret indenfor i et stille fællesskab og nyder roen.

I min jagt på at finde frem til mørkets kvaliteter bliver jeg i samtalen med Berit og Jens mindet om, at man kan føle et særligt samvær i mørket, som stemningen ved et lejrbål eller en middag i en have, hvor det bliver mørkere og mørkere.

Alle kan se hinanden i skæret fra et stearinlys på bordet, mørket omkranser samværet.

Denne følelse af at være i et fælles ’lysrum’ kan også tages med i betragtningerne, når der lyssættes i byer.

Vi har oftest ikke lyst til at samles, hvor der er for meget lys, men hvis der skabes hyggelige ’lysrum’ mødes folk, viser forskning. Og der er mere trygt der, hvor mennesker mødes end der, hvor der er mennesketomt.

Hvis lyset skrues op for at forhindre kriminalitet, kan det ofte virke modsat. Man tænker, ’her må være farligt, når det er så oplyst – lad mig komme væk’.

Rent arkitektonisk kan et torv eller en gade miste sin særlige stemning, hvis der er for meget eller forkert lys. Farver og skygger udviskes, og stedet mister sin identitet.

Nattesyn giver adgang til nye naturoplevelser

Jeg møder Laurits fra Anholt foran hans hus. Vi skal på en gåtur til Sønderbjerg, et bjerg sydvest på øen. Laurits holder meget af mørke. Han går daglige aftenture i mørke:

- Fødderne kender underlaget, det er som om, de kan se, siger han.

Mørket er som en beskyttende kappe, og for Laurits åbner sig en ny og spændende verden i naturen. Mens vi går gennem et skovområde fortæller han, hvordan jeg kan lære at finde vej i naturen i mørke.

- Se op på himlen i stedet for ned på stien, siger han.

Himlen er lysere end stien, der forsvinder i mørket. Ved at kigge op kan himlen bruges som vejviser – helt omvendt af, hvordan vi navigerer i dagtimerne, hvor vi er vant til at se på stien.

Jeg halser efter Laurits, der går meget stærkt over usynlige rødder og væltede træstubbe. Han viser mig det lysegrønne lav, som vokser langs den mørke sti. Måneskæret får lavet til at lyse op og vise vej.

Jeg er overrasket over disse enkle gode råd til, hvordan man kan navigere i mørke. Jeg troede ikke, jeg kunne se i mørke!

Da vi når Sønderbjergets top og kan se ud over Anholt, den fredede ørken og havet, er jeg helt blæst bagover, hvor smuk naturen er i mørke.

For at kunne ’se i mørke’ skal øjnene vænne sig til mørket, og det kan tage op til 20 minutter. Nattesynet er meget følsomt for lys, derfor er kontraster mellem lys og mørke noget, der skal undgås.

For kraftigt lys i gadelamper, reklamer, lys fra bygninger, lys på byggepladser eller parkeringspladser blænder vores nattesyn. Det skaber et behov for mere lys, som spreder sig som ringe i vandet.

Synet kan ikke nå at omstille sig, og det bliver værre med alderen. I naturen kan vores nattesyn trænes. Som Laurits fortalte, skal vi navigere efter noget andet end i dagtimerne – men til gengæld giver det adgang til smukke naturoplevelser.

I mørket forstærkes sanserne

Malene er en anden af de i alt otte ø-boere, jeg interviewer til mit projekt. Hun tager mig med til en hestefold, hvor hendes heste er. Folden ligger på en skrånende grund, lidt uden for Anholt by. Mens vi går afsted, fortæller Malene om hendes fascination af skumringen eller mørkningen, som den tid også kaldes.

Denne overgang fra en verden, som er oplyst og farverig, til en verden, hvor den visuelle sans bliver begrænset eller sat på pause og lugte-, høre- og følesansen bliver sat i spil.

Det kræver en særlig ro og en særlig opmærksomhed at opleve naturen i naturligt mørke.

- Når månen er fremme, er skyggerne knivskarpe, siger hun.

Malene har lært, at naturen fremstår forskelligt i mørket alt efter, hvor meget lys der er fra månen, vejrforhold og meget mere.

Det er ikke bare mørkt, man skal kigge efter detaljerne og bruge alle sanser.

Malene oplever hver dag, hvad mørket betyder for hestene.

- Hestene er tættere på deres natur, når det er mørkt, siger hun, da vi når frem til folden.

De er mere rolige, men på samme tid på vagt i mørket. Hun giver dem gulerødder, og vi kan høre dem gumle og pruste. Det er helt vindstille og ingen andre lyde.

I løbet af interviewet lægger hestene sig ned for natten, slapper af og sover til sidst i mørket.

For mange dyr er skumringen livsnødvendig for deres adfærd – både for at finde føde, finde vej og at finde sammen. Det naturlige mørke udgør også en vigtig rytme for mange dyre og plantearter, hvor månelysets faser spiller en vigtig rolle for deres adfærd.

Dæmp lyset!

Jeg skal tilbage til fastlandet, og jeg har besluttet, at jeg vil gå i mørket, for noget må jeg da have lært af anholterne. Frygt talte de ikke meget om.

Der går dog ikke lang tid, før jeg tænder min pandelampe. Der er igen mærkelige lyde i skoven.

Jeg ånder lettet op, da jeg kan se et lille oplyst vindue, lyset er varmt i forhold til det kolde lys fra månen. Der er tegn på liv.

Jeg – og med stor sandsynlighed store dele af befolkningen – har ikke lært eller simpelthen ’glemt’ at leve med det naturlige mørke. Vi bliver nødt til at omskrive fortællingen om, hvornår, og hvad vi skal bruge lyset til, og hvornår vi kan få lov til at opleve mørket.

Vil vi lære at leve med mørke skal vi fokusere på de fire kvaliteter, jeg har lært af anholterne:

· Den afstressende effekt, det har

· Hvordan det kan forstærke samvær

· At det giver anderledes naturoplevelser

· At det givet adgang til andre sanser end vores overbelastede visuelle sans

Politikere, bygherrer, arkitekter, lysdesignere, installatører og dem der udvikler regler for lys, skal alle være med til at lave omstillingen.

Men vi kan alle gøre noget i forhold til den udendørsbelysning, vi vælger.

Vi kan alle gøre noget for at nedbringe kontraster og lys som blænder – fra vores lamper ved hoveddøren til, hvordan vi placerer vores cykellygte på cyklen.

Hermed en opfordring: Lad os dæmpe lyset! Og få adgang til mørkets kvaliteter.

Forskningsprojektet om mørket på Anholt er støttet af COWI-fonden.